veie skulde komme paa udlænd1ngers hænder, ligesom man be- frygtede at en uhindret afbygn1ng af de norrlandske jernma1m- anv1sn1nger kunde medføre, at malmforraadene blev udførte i større udstrækning, end ønskeligt kunde være, saa at den inden- I8 i9Ix;þH.VåPl9;i.ug„j;.frS-§P11?iéI.e.xx“„ku11&(1e.komme .m at mangle tilgang paa m-al-m, og endelig frygtede man for, at prisen paa jern- malm kunde trykkes til fordel for de udenlandske forbrugere. Den midlertidige lov af 6te juni 1902 blev imidlertid hvert aar senere fornyet. I 1903 erhvervede trafikaktiebolaget Grängesberg-0xeløsund aktier i aktiebolaget Gellivare malmfält og i Luossavare-Kiruna- vare aktiebolag, ialt omkring 9O pct. af begge disse bolags aktier. I 1905 blev der fremsat forslag i rigsdagen om eksporttold paa jernmalm, dels til 5O øre, dels til 1 krone pr. ton. Det an- førtes, at denne afgift, der antoges for en del at ville blive baaret af de udenlandske forbrugere, vilde være en indtægt for statskassen. En saadan eksporttold antoges ogsaa at ville fremme den inden- landske indnstri og modvirke rovdrift, og kunde bruges af regje- ringen ved forhandlinger om traktater. Herimod anførtes, at selv om Staten havde adgang til at beskatte jernmalmprodnktionen, saa burde eksportafgift kun paalægges under ekstraordinære om- stændigheder, og paalæg af eksporttold vilde opfattes som forsøg paa at komme de rige grubeselskaber tillivs. Om en saadan eksporttold paalagdes, vilde man i Norge blive fristet af eksemplet, og ogsaa der betynge malmeksporten med afgifter. Forslaget om en eksporttold af 5O øre blev vedtaget af 2det kammer, men for- kastedes af 1ste kammer. I 1906 forelagdes rigsdagen et forslag til en ordning af for- holdet mellem Staten og de norrlandske grubebolag. Forslaget gik ud paa, at den svenske stat om 50 aar skulde blive eier af bolagets samtlige malmforekomster og anlæg mod, at bolaget i disse 50 aar fik ret til at uddrive af gruberne l5O millioner tone malm eller omtrent îfå af det bergnede malm- kvantum, 750 millioner tons. “ Bolaget forp1igtedes efter fors1aget til at betale i jernbane- fragt pr. ton kr. 2.64, der efter anstillede beregninger vilde kunne forrente jernbanens anlægskapital med 11 a 12 pct., naar man kom op i en transportmængde af 3 millioner tons pr. aar. Dette forslag bifaldtes ikke. I rigsdagen blev der fremholdt ønske- 1igheden af, at staten allerede straks blev medeier af felterne, i hvilket tilfælde man vilde gjøre større indrømmelser med hensyn til mængden af den malm, som kunde tillades udbrudt og trans- porteret med jernbanen. Denne anskuelse ligger til grund for den i 1907 vedtagne overenskomst imellem den svenske stat og bola“ge-1íeÍ KOMMUNIKATIONSMIDLER. 627 , .
-P
C C
