1-:vENTYH. 575 mand der, og folk 1mdrede sig over hans gammeldagse klædning, som var slidt og fuld af støv, og hans navn var helt ubekjendt. Hos mairen slog de op i gamle registre og fandt, at en familie af det navn havde levet der for 3O0 aar siden. Derpaa førte de ham til kirken og læste en messe for ham. Da svævede en hvid due omkring alteret. Den fremmede sad ubevægelig, og da man rørte ved ham, faldt han sammen til støv og aske. Man tror, at den hvide due var hans sjæl. Noget mere skiller følgende danske legendeeVentyr sig ud, men sammenhængen med de foregaaende eventyr er let at kjende, i alt væsentligt er der Overensstemmelse Denne legende er fra Slagelseegnen i Danmark og fortælles i Arnes «48 Fortællingen Sagn og Eventyr». Eventyret kaldes «Nils Hansen». En bonde havde havt 3 koner efter hverandre. Den første slog han ihjel helt, den anden slog han ihjel halvt og den tredje slog ha-n fordærvet. Da den sidste blev begravet, laa der en hovedskalle imellem den opkastede jord. Bonden sparkede til denne og sagde, at denne hovedskalle havde mange gange spist julaftensnadver hos ham. Da juleaften kom, og bonden sad til- bords med sine folk, bankede det paa porten. Manden gik selv for at lukke op, men til sin skræk fik han se en benrad med den hovedskalle, som han havde sparket til. «Lad mig faa jul- aftensnadver hos dig, Nils,» sagde spøgelset. Nu kjendte manden det paa stemmen, det var hans første kone. Han turde ikke sige nei, og den døde kom ind og aad og drak. Saa bad hun manden komme til hende næste jul for at spise nadver. Han lovede at komme, men havde ikke isinde at holde det. Næste julaften bankede det paa porten igjen. Han forbød sine folk at lukke op, men hele gaarden rystede, som den vilde til at falde. Ingen turde blive i stuen, men da de kom ud i gaarden, sagde spøgelset: «Lukker I ikke op, saa vælter jeg hele gaarden.» Nu var manden nødt til at lukke op. Da sagde den døde kone: «Du kom jo ikke til mig, som du lovede.» Han kunde ikke svare noget dertil. «Nu skal du følge med straks,» vedblev hun, «for ellers bliver jeg hos dig.» Saa maatte bonden følge med til kirkegaarden; de sank ned gjennem graven, saa kom de gjen- nem en bælmørk gang, og saa blev det lyst igjen. De kom forbi en kilde med is. «Denne kilde fryser ikke uden hvert hundrede aar,» sagde spøgelset. Saa kom de forbi et kirsebærtræ, der blomstrede. «Dette træ blomstrer ikke uden hvert hundrede aar,» sagde den døde. Saa kom de ind i en stue. « Her kan du blive lidt,ä) sagde benraden og gik. Saa kom der en mand og en kone ind; de var uvenner, og manden slog konen ihjel. Saa kom den samme mand igjen med en anden kone, og hende slog han halvt ihjel. Tredje gang kom han med en ny kone og slog hende
