574 NORI)LANDS AMT. klædning var helt forandret. Han fortalte præsten det hele og viste ham bladet. Præsten havde nylig læst i en protokol, at paa den tid, da en af hans forgjængere, den tyvende foran ham, var præst, var en graver bortført af en aand. Han fandt alt indtegnet, saaledes som graveren fortalte. Da sagde præsten: «Lykkelige, du har været i paradis, og bladet er af livsens træ.Z) De tre faldende blade angav, at tre hundrede aar er gaaet hen. Da forklaredes graverens ansigt, men han blev tillige kold som is, han ældedes for øinene paa den bedende præst, og døden, som næsten havde opgivet sin ret til ham, kom jub1e11de over ham. Neppe var præsten færdig med sin velsignelse, saa sank graveren død til jorden. Ikke meget afvigende fra de i det foregaaende anførte eventyr, om end noget uklarere, er et fransk fra Elsass, meddelt i «Essays und Studien» af Gustav Meyer. Her fortælles om en mand, som gjerne drog paa reiser med skræppe paa ryggen og stok i haanden. Medens han vandrede fornøiet afsted, rullede der en dødningeskalle foran ham. «Hæ! hvad vil du,» sagde manden, «vil du spise frokost med mig?» sagde han. Til svar fik han: «Jeg er hverken hungrig eller tørstig, men imorgen skal du være min gjæst, og kommer du ikke, skal jeg hente dig.» Det kan være, og det kan ikke være, tænkte manden og gik videre gjennem lange, mørke gange, til han kom til en bred, vakker vei. Først mødte han to ravne, som sloges, saa en præst, som forgjæves øste vand med et fad uden bund, og derpaa kom han til et hus, hvor han aabnede vinduet, og saa fløi der en utallig masse fugle ud. Snart traf han skallen i en ved en liden bæk. Skallen sagde, han fik blive med, og manden havde intet mod det. De kom til et slot med bred trappe, gjennem lange gange til store sale og værelser, og alle var fulde af smaa lys. «Det er vore livslys,» forklarede skallen, «saa længe et menneske lever, brænder hans lys; naar han dør, slukner det.» Manden spurgte efter sit eget lys, og (1et holdt paa at slukne. Da manden blev ilde tilmode over det, fortalte skallen, at de to ravne, han havde seet, var to brødre, som kivedes i levende live, og derfor maatte de ogsaa kives efter døden; præsten, som øste vand med karret uden bund, fik aldrig nok jordisk gods, derfor maatte han altid øse uden at faa sit kar ful(lt, og Saa mange fugle, som fløi ud, saa mange stakkels sjæle var forløst. Saa spurgte skallen, hvor længe han troede, han havde været underveis der, hvor de var. Manden mente en dag, men skallen forklarede, at han havde vandret der i 3O0 aar. Nu fik han gaa di(l, hvorfra han var kommet Da han saa kom til sin faders hus, boede der en fremmed
