5?6 NORI)LANDS AMT. rent fordærvet Alt dette maatte bonden se paa, men ingen for- nærmede eller rørte ham. Nu kom den døde igjen med mad og bad ham spise, men han kunde hverken spise eller drikke. Saa fulgte spøgelset ham hjem den samme vei, de var komne. Da de naaede kirsebærtræet, sagde dødningen: «Nu blomstrer det igjen, saa- er det hundrede aar, siden vi var her sidst.» Nu kom de til kilden; da sagde den døde: “Nu er der is paa den igjen, saa er det hundrede aar, siden vi var her sidst.» Men manden troede det ikke. Saa kom de igjennem den mørke gang, og snart stod bonden paa kirkegaarden og skyndte sig til sin gaard, men han kunde ikke kjende den. Saa gik han til præstegaarden og bad præsten at vise sig sin gaar-d. Men præsten sagde, at der var ingen gaard, som tilhørte ham. Manden sagde, at han hed Nils Hansen, og da slog præsten op i kirkebogen og fandt, at en gaardbruger af dette navn havde boet i byen for hundrede aar siden. Men da Nils Hansen nu fik vished herom, sprak han af harme og døde. Noget afsides staar ogsaa en holstensk version i Miillenhojf29 «Sagen und Märchen aus Schleswig und Holstein»; det er en grav-er, som under sit arbeide støder paa en prægtig kiste i jorden; han aabner den og siger-j: «Du har vist været en fornem herre, hos dig skulde jeg gjerne været gjæst.» «Det kan du blive nu ogsaa,» svarede den døde. «Men først skal du komme til mig,» sagde graveren, og dagen efter kom den døde, og de drak sam- men, og efterpaa bød graveren sin gjæst en pibe. Den følgende aften besøgte graveren den døde og blev ført ind i en under- jordisk stue, hvor han fra værelset ved siden af hørte en vid- underlig musik. Medens han sad der, kom flere af hans slægt- ninge gjennem stuen ind til værelset med musiken, snart kom ogsaa hans egen kone gaaende og tilslut hans to døtre, den ene efter den anden. Han talte til dem, men fik ikke svar, og tænkte: Det er deilige kvindfolk, som render fra huset allesammen og lader det staa tomt. Da ha-n troede, han havde været der en god time, gik han hjem og bankede paa porten. «Hvem er det?» spurgte en mand, som kom ud. «Det er mig, graveren,» svarer han. «Er du ikke rigtig i hovedet; jeg er graveren.» Graveren ser bare paa ham og sperger: «Hvor er min kone og pige- børnene?;:« «Hvilken kone og hvilke pigebørn?» Da den ene ikke lik greie paa den anden, gik grav-eren til præsten; han kjendte ham ikke“igjen. Ved hjælp af kirkebøgerne fik de ud, at det var seks hundrede aar, siden graveren forsvandt. Præsten meddelte ham nadveren, og Saa døde han. Saa følger endelig en liden gruppe af verSioner, som skiller sig fra de foregaaende derved, at de alle har en mer eller mindre tragisk udgang.
