Ex-I-:N?rx-H 57l et dødningehoved ved veien, og hovedet havde endnu vakre, hvide tænder. Han sparkede til det og sagde: «Du kan endnu bide brød. Kom til mig i aften, saa skal du faa julaftensnadver og en snaps till» Han gik hjem uden at tænke mere paa det. Om aftenen satte han og hans folk sig tilbords til juleaftensnadver. Da hørte de tre stærke slag paa porten. Pigen, som skulde lukke op, keg gjennem sprækken for at se, hvem det var, men der kom ingen. Neppe var hun kommen ind igjen, før tre slag igjen’lød paa porten stærkere end før. Saa maatte karlen afsted. Det gik ham ligedan; han kunde ikke se nogen udenfor. Lidt efter bankede det saa stærkt, at det rungede i hele gaarden. Da maatte manden selv afsted, og da han lukkede op, stod død- ningen der udenfor, hilste og sagde, at nu kom han efter ind- bydelsen. Manden blev forfærdet, men bød dødningen følge ind i en stue, hvor der ingen var, og lod sætte frem lys og mad og to stole til bordet, og bad dødningen spise. Det saa ud, som om dødningen spiste, men maden svan(lt dog ikke. Dødningen sagde, at nu havde han været til julaften hos manden, nu skulde denne igjen komme til ham nytaarsaften. Manden svarede ikke noget til det, men dødningen sagde, at han nok skulde faa ham til at komme. Saa forsvandt dødningen. Da klokken slog tolv nytaarsaften, kunde manden ikke blive hjemme, han maatte til kirkegaarden Der mødte han straks dodningen, som bød ham at følge. Før han vidste deraf, mærkede han, at de var under jorden. De gik frem en lang, mørk vei, dødningen foran og manden bagefter. Langt om længe kom de til et sted, hvor der var lyst. Dødningen viste ham stol og bord; der skulde han sætte sig og spise; selv kunde han ikke blive hos ham. Død- ningen viste ham en mægtig stor lind, der strakte sine grene op over dem. Manden skulde, medens han sad der, passe paa at tælle, hvor mange gange linden skiftede blade. Manden lovede at huske det, og saa gik dødningen. Med kort tids mellemrum fik linden knopper, bladene sprang ud, visnede “igjen, og nye knopper skjød frem. Dette syntes manden un(lerligt, men han blev ved at tælle. Han kom da til at se op og blev da var, at der hang en stor møllesten i en silketraad over hans hoved. I)a vilde han flytte sig, men kunde ikke. Han blev ved at tælle paa linden. Lidt efter saa han nedad, og under ham var et flammende baal, og noget ligesom øgler og kryb rørte sig inde i ilden; han forstod, at det var helvedes ild, men han blev ved at tælle. Stenen over hans hoved blev større og større, og ilden nedunder vokste. Han vilde bede til Vorherre, men kunde ikke. Da linden tre hundrede gange havde skiftet blade, kom dødnin- gen tilbage og spurgte efter antal af bladskifter. Manden nævnte tre hundrede. I)ødningen sagde, at saa maatte han komme, men
