Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/582

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


572 Nom)1.AN1)s AMT. manden turde ikke røre sig fra Stedet for møllestenen og den voksende ild. Da tog dødningen ham ved haanden og sagde, han skulde ikke være bange, han var ikke ond, derfor kunde han frelses. Han havde syndet, men i letsind og i drukken- skab. Derfor maatte han ogsaa slippe med denne straf, der var intet mod helvedes kval. Møllestenen var Guds vrede over syn- den, ilden under var syndens løn, den evige ild. Denne ild var for de onde, som syndede af fri vilje og med forsæt Manden fulgte saa sin ledsager tilbage ad den mørke vei, til de stod paa kirkegaarden, og manden lovede aldrig mere at haane de døde. Han vandrede hjem til sin gaard, men her var alt ukjende- ligt. Omsider fandt han døren, men det var nye ansigter, der kom ham imøde. Det kom da op, at han havde været borte i Saa mange aar, som linden havde skiftet blade. Paa gaarden gik der sagn om, at manden paa gaarden for tre hunderede aar siden var bleven borte. Den gamle mand bad Vorherre, at han vilde løse op for ham. Men skjønt den gamle mand aldrig siden den dag var ved helbred, levede han dog i flere aar og lik sit naadsensbrød paa gaarden. Først da han var bleven saa sammensunken, at han ikke var større end et barn, fik han ro i graven. Nær overensstemmende med det danske eventyr hos Kamp, er et eventyr fra sachserne i Siebenbiirgen, meddelt af F. Midler i hans «Siebenbiirgische Sagen»: En ung graver havde spist og drukket godt og fortsatte arbeidet med sin grav, da han traf paa en skalle. Han begyndte at lege med den og tilslut kastede han den med de ord: «Kom til mig til kvælds idag kl. 8.» Til graverens forskrækkelse lød det med dump stemme: «Jeg skal kommen Han blev ængste- lig og ilede til præsten, som trøstede ham og beredte ham til døden. Klokken 8, da graveren skulde spise, gik døren op og ind kom en vakker yngling med gult haar, hilste venlig-, satte sig tilbords, spiste fisk og vildt og drak af vinen. Han var munter og talte saa indsmigrende, at graveren glemte sin angst og kun ugjerne saa, at gjæsten gik. Men han blev igjen angst, da den fremmede, idet han gik, sagde: «Imorgen skal du være min gjæst; kom der, hvor du indbød mig.» Om morgen gik graveren igjen til præsten, som trøstede ham og velsignede ham, og om aftenen vandrede graveren lang- somt til kirkegaarden Da klokken slog 8, hørtes en lyd som af nøgler, en dør aabnedes, og ynglingen fra den foregaaende aften vinkede til ham, at han skulde følge. De gik langsomt gjennem en lang gang; endelig saaes et lys langt borte, og da de kom nærmere, stod de ved indgangen til paradis. Fra dette