Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/547

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


SAGN. 537 liv, sine lande, sit Scepter og sin krone, at hvad end dronning Eleanor maatte sige, skulde han ikke tillægge det nogen betydning. Da de kom ind til dronningen spurgte hun, om de var franske munke; var de engelske munke, saa skulde de begge hænges. De svarede, at de var franske munke. Den første synd dronningen vilde aabenbare, var, at grev Marshall tog hendes styg synd, men bad «amen, amen». Den havde laget et bæger aabenbarede hun, at jomfrudom. Kongen sagde, at det var en Gud tilgive hende, og grev Marshall sagde næste synd, hun aabenbarede, var, at hun stærk gift til kong Henrik. Som tredje synd hun havde forgiftet lady Rosamund. Saa fortsatte hun, at den ene gut, som kastede bold, var grev Mar- shalls søn, og den holdt hun mest af; den anden, kong Henriks“ søn, brød hun sig ikke om. Hans hoved sagde hun, ligner en okses, hans næse en galtes. Da kastede kong Henrik af sig munkens klæder. Dronningen skreg op, graat og vred sine hænder og raabte, at hun var for- raadt. Kongen saa over skulderen hen paa grev Marshall med et hadsk blik og sagde, at hvis det ikke havde været for den ed, han havde aflagt, skulde han være hængt. Men ogsaa for dronning Eleanores“ vedkommende er fortæl- lingen om hendes skriftemaal for den forklædte konge ikke andet end et laan fra middelalderens underholdningsliteratur. Selve hovedmotivet ved skriftemaalet er hentet fra en fransk “fabliau (rimet fortælling) fra det 12te eller 13de aarhundrede: «Om rid- deren, som optraadte som skriftefader for sin kone», og som har følgende indhold: Nær ved Vire i Bessin i Nordfrankrige levede en ridder og hans hustru i et, som man mente, rent idealt ægteskab Den gode ridder lod ikke alene fruen regjere, men han foretog ikke den mindste ting uden at spørge hende tilraads, og fruen havde det bedste rygte i egnen. Pludselig blev hun alvorlig syg og hentede sin sognepræst, for hvem hun skriftede, men da hun mente, at ét skriftemaal ikke var nok, henvendte hun sig til sin mand og bad ham hente fra det nærliggende k1oster en m1mk, som alle sagde var en hellig mand. Ridderen steg selv straks tilhest og red til klosteret, men paa veien kom han til at tænke paa denne trang til et andet skriftemaal, og der vaktes da det ønske hos ham, at faa vide, hvad der laa til grund for dette. I klosteret blev han hjertelig modtaget af prioren, som var en god bekjendt af ham, og prioren vilde, at han skulde blive der, men ridderen sagde, a-t han havde en tjeneste at bede ham om, han vilde gjerne laane priorens klæder, støvler og hest. Prioren gav sit samtykke, og ridderen kom om natten i denne forklædning til sit hjem. Han blev ført