538 NORDLANDS AMT. til den syge frues værelse, hvor der kun brændte en liden lampe i et hjørne. ’ Fruen sagde, at hun længe havde ønsket at træffe ham, og at hun trængte til trøst. Den forklædte munk bad hende have tillid til Guds barmhjertighed og ydmyg bekjende sine synder. Men hun maatte ikke skjule nogen; der er skrevet, som De ved, at en enkelt synd er nok til fordømmelsen. Den syge sagde, at hun havde meget at bebreide sig; hun nød et godt rygte, men hun var uværdig dertil. Undertiden kan en kvinde blive van- æret ved en enkelt ubesindig handling, skjønt hun ikke fortjener det i den grad som jeg. Jeg har ofte været utro mod min mand og heder Gud tilgive mig. Ridderen, som havde draget sin hat ned i øinene, sagde, at det var en stor synd, og spurgte, om hun havde grund til at klage over sin mand. «Nei,» svarede hun, «men De træffer faa kvinder, der er tro mod sine mænd. Hvor vakker og hvor ung han er, saa har man stærkere drifter, end han har kjærlighed.» «Med hvem har De syndet?» spurgte manden. «Ak, det er det. som gjør min feil værre, det er med min mands nevø. Jeg elskede ham rasende, og i hele 5 aar har vi levet sammen.» «(Hvad,» sagde han, «ved De ikke, at denne kjærlighed næsten er blodskam.» «I)et vidste jeg,» sagde hun, «men det er den yderlighed, hvortil vi fornemme damer er komne. 0mgivet, som vi er af tjenere, som udspionerer os, er vi, hvis vi vil bedrage, nødt til at vælge den mand, de mindst kan mistro, og det var i dette tilfælde min mands nevø. Mange gange om dagen kunde han komme og gaa fra mit værelse, uden at nogen syntes det var besynderligt, og deraf har jeg benyttet mig. Ofte har jeg givet ham af min mands penge, thi det er mig, som regjerer paa slottet og steller med alt. Det er mig, som indbyder frem- mede, og de spørger ikke engang heri-en, som intet er, og som jeg har gjort til et rent nul. Saaledes er vi kvinder; vi vil regjere over alle, og det er et onde, fordi vi af naturen gjerrige aldrig holder huset i god skik.» Ridderen vilde ikke vide mere; han paalagde den syge en bod, sendte klædningen til prioren og begyndte med at jage nevøen paa porten Fruen kom sig, og etpar dage efter var hun frisk. En morgen begyndte hun som sædvanlig paa sin bestemte maade at give befalinger til sine folk, men da sagde manden rasende til hende: «Hvem har givet Dem lov til at være saa uforskammet; jeg ved vel, at slig er kvinders skik, de er herskesyge, men naar de er vanærede, burde de rødme for alverden og være beskedne.» Fruen lo kun.af denne tale og svarede rolig: «Forskende aand, som De er, som ikke tror„ at jeg har gjættet Deres list, den vakre streg at iføre sig en munkeklædning, De trængte nok til at for-
