Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/535

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


. sAGN. 525 folkene paa Sandflesa. 0veralt jager den besøgende huldrefolket paa flugt ved skud, ved staal, ved korsets tegn eller ved Jesu navn; de tilegner sig saa baade deres kostbarheder og al den rige opdækning. Ofte er det julekvælden, dette hænder. Sagnet om Guri Kunnan, saaledes som det berettes af Øver- land («Fra en svunden tid») omtaler, at bønderne i Aafjorden og Bjørnør havde sine rorboder paa Halten. I tiden mellem hvert fiske holdt nogle mænd vagt paa den hjeldhængte fisk mod rov- fugl. Før de drog hjem, sattes i hver bod lidt niste og myse. I maanelyse nætter gik en liden tykfalden kvinde med blaa stak og blaat livstykke omkring mellem rorboderne. Hun var godt kjendt; det var Guri Kunnan, som havde sit tilhold paa øen. En julekvæld, da fiskerne var vendt hjem, havde deres kamerat, som blev igjen paa Halten, lagt sig paa sengen og blundede lidt til; men han kvak snart i, da rorboden blev straalende oplyst. Midt paa gulvet stod der et stort bord dækket med hvid dug og blankt sølvtøi, og rundt om bordet blev der yrende fuldt af bittesmaa, blaaklædte smaakaller. En liden tyk kvinde med et stort nøgleknippe ved siden vartede dem op. Det var Guri Kunnan, som holdt lag den kvæld. «Det er bedst at komme sig ud, for her er du vel iveien,» tænkte manden, gled ud af sengen og krøb bort til døren, uden at smaa- kallerne, som havde det saa travlt med maden, ændsede ham. Men idet han smat ud, fik Guri se ham og slængte sit nøgle- knippe efter ham. Men manden var rap, løsnede sin kniv og kastede den paa knippet, og da kunde Guri ikke tage det igjen. Ude begyndte han at fryse i det bitterlig kolde veir, og i de andre rorboder var der ikke ved; der var intet andet raad for ham end at gaa ind i sin egen bod. Men da var det hele som feiet væk, og hverken Guri eller de underjordiske saaes mere den jul. Nøgleknippet beholdt han og forærede det til en af kirkerne i Bjørnør, enten til Stoksund eller Roan kirke. «Langt nord hændte det for længe siden,» heder det i Erbes «Skipperløgne», «at en fisker, Johannes, drev af for uveir, saa han ikke vidste, hvor han var. Endelig fik han se en ø, og med møie kom han i læ af denne. Han saa da, at det var øen Tarva; der var et stort naust, som han kjendte; han kom iland og gik ind i naustet. Da han skulde gjøre op varme, syntes han, at han hørte en underlig tummel og sus, og han kjendte paa sig, at de underjordiske var ude. Han krøb op paa en hjeld, men i det samme blev det lyst inde i naustet, og saa stod der et bord dækket med guld- og sølvfade og alskens koste- lige retter. Døren sprang op, og der kom ind fuldt af trold, store og smaa, og satte sig ved bordet. Midt iblandt dem sad der et stort, vakkert kvindfolk med guldkrone paa, saa Johannes