524 NORDLANDS AMT gjeter, som gik omkring og nappede smaating, og han saa da ogsaa, at der hang haandsnører ned fra skodden, der stod som et tag. Naar en af gjeterne tog i krogen paa et af snørerne, saa fór den opover i skodden og forsvandt. Den gamle for- klarede, at haandsnørerne tilhørte guttens folk, og gjeterne var den fisk, som de trak. Gutten kom tilbage til det sted, hvor de havde hentet ham. I Friis’s eventyr fra Finmarken er der et andet eventyr, som heder ulta-pigen eller huldrepigen. Der var to gutter, som friede til samme pige. Pigen og begge gutterne boede i samme stue og fiskede i samme baad, men pigen syntes bedst om den ene gutten. Da de skulde reise fra fiskepladsen, sagde den gut, som pigen ikke brød sig om, at han havde glemt kniven, og saa bad han kameraten hente den. Medens denne var borte, roede han afsted med pigen; han, som blev igjen paa øen, holdt liv i sig ved at skyde fugl og til jul lagede han sammen en hel stabel med ved. Julekvælden kom der en baad til land, men det var ikke rigtigt folk, men ulta-folk (huldrefolk). Der var et helt følge af dem, og to vakre piger fik øie paa gutten bag vedstabelen og begyndte at fnise og le. Gutten havde en knappenaal i det ene trøieærme, og da pigerne nappede i ham, stak han den ene i haanden. Hun skreg, og folkene kom ud, men da de saa gutten, var alle væk i et øieblik, undtagen pigen, som gutten havde stukket «Nu faar du tage mig til hustru,» sagde pigen, «du faar rige skyld- folk». De levede sammen paa øen til vaaren, da de slap over til fastlandet med folk, som kom. Pigen vilde gjerne bosætte sig paa det sted, hvor hendes forældre boede, og “der maalte gutten ud plads til huset. Om natten hørte han, hvor de hug- gede og hamrede, og om morgenen stod huset fuldt færdîgt. Næste dag maalte han ud plads til fjøset, og saa stod det fær- dig, men kjør var der ikke. Saa reiste de til forældrene, og da de skulde reise, sagde konen, han fik passe benene, naar de gik over dørtærskelen. Netop da han gik over tærskelen, kastede pigens fader en hammer efter ham, og den havde slaaet benene af ham, hvis han ikke havde været saa rap. «Nu maa du ikke se dig tilbage, før vi er kommen i hus,» sagde konen, men lige ved husdøren kunde han ikke dy sig. Da var halvparten af en stor buskap kommen indenfor gjærdet, men den anden halvpart, som stod udenfor, var væk i samme øieblik. Nøie knyttet til den lange række af beretninger om besøg i huldrelande er ogsaa sagnene om et ufrivilligt besøg hos Guri Kunnan. Kun er der her ikke tale om usynlige huldreøer, men om ubeboede, virkelige øer, hvor mennesker træffer sammen med huldrefolk og useet er vidne til deres gjæstebud, ligesom hos tufte-
