526“ NORDLANDS AMT. kunde skjønne, at det var Guri Kunnan selv. Han laa stille en stund og saa paa dem. Han havde lagt fra sig paa hjelden en armbrøstbue til at skyde sæl med; paa den lagde han en staalspidset pil og sigtede paa et stort sølvbæger, som stod foran Guri Kunnan og traf midt i det. Med det samme blev der et stort opstyr mellem troldene; de fór ud igjennem døren; baade maden og sølvstasen stod der. Saa hørte han en kvindfolkstemme, som jamrede sig borte i fjeldet: «Det kunde være det samme altsammen, hvis jeg ikke havde glemt nøglehanken min !» Johannes kjendte igjen maalet paa Guri Kunnan. Paa bordet laa der en hank guldnøgler. Da troldene ikke kan bruge det, kristent folk har rørt ved, tog han en lang krogkjæp og stak den i nøglehanken og slængte den ud igjennem døren. «Tak skal du ha’,» raabte det igjen, «du som ikke tog i nøglehanken og skjæmte den bort for mig! Guri Kunnan giver dig alt det sølv og guld, som staar igjen paa bordet, og maden kan du trygt spise af; du skal ikke have ondt af den.» Johannes slog korsets tegn over maden og spiste og drak bedre, end han havde gjort nogentid før. Da han dagen efter reiste, lagde han fiskeredskaberne igjen for at faa plads til alt guldet og sølvet. Han blev en rig mand. I Fayes «Norske folkesagn» er en beretning om Guri Kunnan, hvorefter en mægtig mands datter og hendes elsker flygtede til Tarva, som da var ubeboet og kun tjente trold til opholdssted. Den fornemste var Guri Kunnan; hun tillod dem at blive der paa betingelse af, at de aldrig maatte gjøre korsets tegn. Julekvælden, da «en utallig mængde trold» var samlet der, glemte pigen sit løfte og korsede sig; med én gang forsvandt alt, og af hele herligheden stod alene en stor kobberkjedel tilbage. Guri Kunnan spiller en rolle i forskjellige nordlandssagn, oftest, ligesom her, som en slags huldredronning. Faye med- deler imidlertid i sine folkesagn en fortæ1ling, som er ham gjen- given af professor Stenbloch, «saaledes som han hørte det i sin ungdom ». Heraf hidsættes: Guri var en datter af en jutul, der boede paa Kunnan paa Haalogaland. Hun var vakker og havde mange beilere. Endnu ligger rundt om Kunnan en klynge af skjær; det er de stene, som beilerne slyngede mod hverandre; men de maatte vige pladsen for jutulen Anfind, der ægtede Guri. De levede godt sammen, indtil hendes fader blev dræbt «med den stærke sout af den mægtige Gout», der kom fra østen. Da blev den hele æt fordreven fra Kunnan, og Anfind søgte med sin hustru tilhold hos Frøi, der skjænkede dem Tarven til ophold.
