SAGN. 519 Fortællingen om «Tuftefolket paa Sandflesa» er ogsaa en be- retning om et huldreland. Sandflesa ligger langt tilhavs ud for Trænen. Det er en banke, en udmærket fiskeplads, men van- skelig at finde, fordi den flytter sig. I stille veir kan man paa bunden se ligesom kjølsporet efter en nordlandsjægt, samt en fjeldknat, som er som et nøst. Denne banke var før en ø, der tilhørte en rig bonde, som havde rorbod der. Nogle mener, at den endnu af og til hæver sig op af havet som en deilig ø, men det er uvist. Bonden, som eiede Sandflesa, havde 2 sønner, Hans Nicolay og Lyk-Anders. Den ældste var slem at komme tilrettes med. Lyk-Anders derimod var overgiven og i godt lune og sagde altid, at han havde lykken med sig. En høst reiste de ud til Sandflesa, og mod aftenen skulde de reise hjem. Hans Nicolay sagde, han var træt, og de blev enige om at blive der natten over. Da Anders vaagnede om morgenen, var broderen og baaden forsvunden; en nistebomme, et anker med syre og bøssen laa igjen. Anders ventede dag efter dag, men broderen kom ikke. Hjemme sagde Hans Nicolay, at baaden var kollseilet, og Lyk- Anders var bleven. Lyk-Anders samlede paa øen rækved og skjød fugle og fiskede. Julekvælden hørte han musik og saa lysning fra en pragtfuld nordlandsjægt. Den var fuld af blaaklædte smaafolk, og ved roret stod en kvinde prydet som brud med krone og kostelige klæder. Han kunde se, at hun var et menneske, hun var større og vakrere end alle tuftefolkene. Jægten styrede mod land, og Anders tog hurtig geværet og skjulte sig paa en stor hjeld, saa han kunde se ind i boden. Der blev dækket borde med de kosteligste retter paa fade af guld og sølv, og saa begyndte de at danse. Anders krøb ud igjennem ljoren og sprang ned til jægten og kastede fyrstaal over den og skar et kors i den med tollekniven. I boden dan- sede alle, undtagen bruden, og naar brudgommen vilde danse med hende, skjøv hun ham fra sig. Anders stak geværet igjennem vinduesgluggen, men vendte det om og skjød forkjert, ellers vilde kuglen have rammet ham selv. Alt tuftefolket styrtede ud, og da de saa, at jægten var bundet, saa jamrede de sig og krøb ind i et hul i fjeldet. Men bruden og alt guld og sølv var igjen. Hun fortalte Lyk-Anders, at hun var blevet bergtaget som lidet barn. Hos tuftefolket havde hun ikke faaet anden lyde end den, at hun havde mistet det sidste led af den venstre veslefinger. Hun og Anders blev snart venner og vel forligte. De tog med sig i jægten alt guld og sølv, men broderen havde en tro om, hvorfra rigdommen var
Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/529
Utseende