520 NORDLANDS AMT. kommen, og om julekvælden reiste han ud til Sandflesa. Her saa han lys og ild som morild, hørte forfærdelige hyl og skjæl- vende skrig, og der var fæl fjærelugt. Draugene kom iland med skindhyre paa, skindstak og sjøstøvler og istedetfor hoved og haar havde de en tangvase. Hans Nicolay krøb op paa hjelden; der blev han ræd og gav sig til at skrige, men draugene skreg endnu værre. Da hanen gol, blev draugene borte, men da Hans Nicolay kom hjem, var han tullet. Men Sandflesa sank, og tufte- folket flyttede til Lekangholmen. Det gik altid Lyk-Anders godt, men hvergang han kom til Lekangholmen, blev det stille, og da kom tuftefolket ombord med sine varer, og saa kom der bør. Han fik mange børn, men alle manglede sidste led paa venstre veslefinger. Ud for Langøens nordligste pynt, Langenes, er der en liden øde ø, Anden, hvor man kun kan lande i stille veir. Her boede en skipper, og han husede ofte folk, som i uveir ikke kunde naa land. Men gjæsterne maatte ikke lade nogen vide, hvor de havde havt herberge. En kveld i fælt uveir med høi sjø, storm og snekaver, var en fiskerbaad paa havet ved Anden. Pludselig fik halskaren øie paa et skjær med tre store skarver; skjæret syntes at bevæge sig, og sjøen brød ikke mod det som mod andre skjær. Straks kom de til et aabent sund og til en gaard med rødmalede huse, jægt ved bryggen, og alt var som paa et handelssted. I kramboden traf de en gammelagtig mand, hvem de spurgte, om veirfordrevne folk kunde faa hus. Gam- lingen spurgte, om de havde seet hans glunter ude paa sjøen, men de havde intet andet seet end et skjær, som syntes at flytte sig, og der sad tre skarver. «Ja, det var gluntan mine,» sagde gamlingen. De blev godt forpleiede. Da glunterne kom i land, havde de ikke fisk i baaden, men kun kobbeunger. Om mor- genen sagde værten, at uveiret havde lagt sig, saa at de kunde drage afsted, og de vilde da komme velbeholdne til sit hjem, men de maatte ikke fortælle, hvor de havde været tilhuse. De lovede det. Da de roede ud af havnen og igjennem sundet, begyndte Snekavet at lette, men handelsstedet, havnen og alt var borte; kun øen Anden laa i nærheden. De taug med, hvor de havde været. Men en af dem, der undertiden tog sig en rus, kom engang til at fortælle det. Siden den tid er aldrig nogen blevet huset af skipperen paa Anden. En vaar reiste fem unggutter fra Helgeland til Finmarken. Nordenfor neset Afglapen paa sydsiden af Malangenfjord kom der en tæt mørkskodde, og de maatte ro videre paa maafaa. Endelig fik de se land tæt foran, og kom saa ind paa en rummelig og sikker havn med pakhuse, og en statelig gaard laa ovenfor.
