Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/504

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


494 NORDLANDS AMT. Efter Martin er fremsynthed (the seeond sight) en særlig evne til at se en ellers usynlig gjenstand, uden at noget eget middel benyttes til øiemedet af den person, som se1’: synet gjør et saa stærkt indtryk paa seerne, at de hverken ser eller tænker paa noget andet end synet, saa længe som det varer; senere er de bedrøvede eller fornøiede, alt efter synets art. Under synet er øielaagene aabne, og øinene vedbliver at stirre, indtil gjenstanden forsvinder. Dette kan andre, som er tilstede se, og det hændte Martin selv og andre, som var med ham, mer end en gang. Der var en i Skie, paa hvem det indre af øielaagene var vendt i den grad opad under synet, at han bagefter maatte trække det ned med fingeren, og af og til fik andre til at gjøre det, hvad han fandt lettere. Evnen nedarvedes ikke i en familie. Den kunde heller ikke paa nogen maade meddeles andre. Martin anfører saa en række eksempler paa fremsynthed, hvorefter Walter Scott bemærker: Til dette kunde føies utallige eksempler, der alle er bekræftet af samvittighedsfulde, troværdige forfattere. Men trods disse beviser, som hverken Bacon, Boyle eller Johnson var istand til at bortforklare, saa synes dog den fremsynte med hele sin seerevne nu almindelig at være henvist til digtningens verden. Den skotske fremsynthed er ogsaa omtalt hos Brand (i hans «Antiquities»). Det heder her, at det er usikkert, om indbyg- gerne i Høilandene har faaet denne evne fra de nordiske nationer, som saa længe har været i besiddelse af disse egne, og hos hvem man finder den samme underfulde evne. Han henviser til det islandske ord rammskyyn, som egentlig betyder stærk til at se. Skygn, egentlig seende, betyder paa det nuværende islandske sprog ogsaa fremsynt, i ældre tid brugtes betegnelsen ö.freskr om dem, som var fremsynte, saavelsom om dem, der havde evnen til at se aander. Fremsynte kaldes saaledes nu paa Island «skygnir menn». Det antydes ogsaa, at denne evne kan stamme fra druidernes magi, og det henvises til en beretning, meddelt af Vopis(rus, der levede i det 4de aarh1u1drede, om keiser DioCletian, født 245, død 305. Han var i Gallien som simpel soldat, og da han skulde reise derfra, gjorde han op sin regning med sin vært- inde, som var en druidekvinde. Hun sagde da til ham, at han var for gjerrig og havde ikke et sind, som en stolt soldat skulde have. Da han svarede, at hans sold var liden, saa hun først paa ham og sagde, at han behøvede ikke at være saa sparsom med sine penge, thi naar han havde dræbt et vildsvin, vilde han, efter hvad hun kunde sige sikkert, blive keiser i Rom; dette tog han for en kompliment fra hendes side. Men da hun saa al- vorlig forsikrede det, gjorde det, hun sagde, indtryk paa ham, og fra den tid gik han gjerne paa jagt og dræbte vildsvin; da