OVERNATURLIGE V‘ESENER 0G OVERTRO. 493 Nordland, er fremstillet af Jonas Lie i hans bekjendte bog «Den Fremsynte». Forestillingen er denne: «Man er født med et tredje vindu i sin sjæls hus foruden de to sunde øine, et vindu, der vender ud til en verden, som andre kun aner, men som en selv er fordømt til, naar dragningen kommer, at maatte gaa hen til og se ud af.» Den prosaiske forklaring er vel den, at for et individ, som stadig tænker paa et fantasibillede, som han venter skal vise sig, bliver dette billede tilsidst saa tydeligt, at det gjør indtryk af en sandseiagttagelse. Fra det daglige liv er det almindelig be- kjendt, at man ofte synes at høre den komme, som man venter, og man siger da spøgefuldt: Du har vardøgre (vardyvle) eller forefær (fyreferd). Ligesaa er det ikke sjelden, naar man venter at træffe en person, at man feilagtig synes, det er ham, som kommer, og saa kort efter træffer man ham. Det er heller ikke sjelden hos normale mennesker, at de synes at se et billede, kort før de sovner ind; de begynder at drømme, lidt før de sovner, og i drømme sees jo ofte de mærke- ligste ting. En drukken mand ser ogsaa dobbelt, fordi hans syns- nerver ikke arbeider symmetrisk, ligesaalidt som hans ben. Drømme tages jo, selv om de er urimelige, under selve drøm- men for fuld virkelighed, og for de fremsynte, der er drømmere i Vaagen tilstand, staar ogsaa deres syner som virkelighed. Her kan da være overgange til sygelige tilstande med hallucinationer. Slige fremsynte folk kan ofte ansees som profetiske seere og tror selv paa sine syner, som den bekjendte Viseknut og i vore dage «Gutten med den sjette sands». De træffer til at sige rigtig, men naar de skal praktisere som sandsigere, mister de tilliden og gaar saa over til at blive spaamænd. Den rette frem- synte ser billedet oftest mod sin vilje, det trænger sig ind paa ham som en drøm paa den sovende. Forestillingen om de fremsynte er under navn af the second .s‘ight udbredt ogsaa i andre lande, saaledes særlig i Skotland, i former, som ligner de i Nordland. Walter Scott har i anmærkning til sit digt «The Lady of the Lake» omtalt de fremsynte. Hvis stærke beviser, siger han, kunde bringe os til at tro paa kjendsgjerninger, som er uforenelige med de almindelige natur- love, kunde der anføres tilstrækkelig for tro paa the second sight (fremsynthed). Det kaldes paa gælisk taishitaraugh, af taish, en uvirkelig eller skyggeagtig foreteelse, og de, der eier evnen, kaldes taishatrin, hvad der vel kan oversættes med seere. Walter Scott anfører da, hvad Martin, som havde en fast tro paa frem- synte, beretter i sin beskrivelse af de vestlige øer fra 17l6:
