FINNER os BENAv1.. 365 I skjødet tages forbehold med hensyn til finneskatten, som allerede i forbindelse med andet jordegods udenfor almenningerne var afhæn- det til Jokum Irgens ved kongeskjøde af 12te januar 1666; derhos heder det, at finnerne i almenningerne skal nyde til brugs de pladse eller strækninger, hvor ingen rydning kan ske, eller hvor ingen bo- folk nedsætter sig; af skogene skulde de have fornødent brændsel. Finnerne fra Namdalens grændse til og med Mo herred i- Ranen var hovedsagelig norske undersaatter. I en del af Sommertiden beitede disse norske finner sine ren paa fjeldet inde ved rigsgrændsen, medens de den øvrige tid‘ af aaret helst søgte over rigsgrændsen ind i Sverige, hvor de havde tilhold i de tilstødende svenske Lappmarker. Kun undta- gelsesvis søgte de vinterbeite for sine ren ned mod den norske kyst og endnu sjeldnere ude paa øerne. I trakterne omkring Saltenfjorden og nordover til amtets nordgrændse har et forholdsvis større antal svenske finner i nogle af de varmeste uger i Sommertiden søgt ind paa høifjeldene i Norge. Renflokkene fra Mo og nordover har i ældre tid beitet i Sverige om vinteren. I den senere tid indtraadte, særlig i Helgeland, den for- andring, at de fleste norske finner overvintrede med renen i kyst- distrikterne i Norge mere end forhen. Grunden hertil va-r van- skeligheder ved om vaaren, naar de skulde flytte fra Sverige, at faa udskilt sine ren fra de store svenske renhobe. Hertil kom forbud i Sverige mod den tidligere af -finnerne anvendte frem- gangsmaade, i haarde vintre at fælde skog, forat renen kunde sanke lav eller saakaldt kraakestry af træerne og saaledes bjerge livet. En is- eller sneskorpe lægger sig over marken og al plante- vækst, naar der efter tøveir følger kulde om høsten og vinteren. Renen kan da med sine klover ikke komme til føden. Saadan is- skorpe kaldes flein. De norske finner-s flytninger ind i Sverige om vinteren er nu for en væsentlig del ophørt. Overfyldning i kystdistrikterne i forbindelse med flein og andre uheld har indskrænket størrelsen af de norske renflokke. Følgen heraf blev, at svenske finner øgede sit antal af ren og søgte indover den norske grændse, især ’i Mo i Ranen samti Salten, Tysfjorden og 0foten. Videre var følgen den, at ren, til. hørende svenske finner og fastboende, uden bevogtning, som løs- ren, i mængde blev slupne indover den norske grændse i Helge- land, særlig i Hatfjelddalen. Renflokkene, som overvintrede paa de ofte for rendriften uheldige norske kyststrækninger, er gaaet tilgrunde. Andre finner gjentog dog forsøget med overvintring ved kySten, hvorhen fiske-
