364 NORDLANDS AMT. næsten ansees som et slags husmænd; men endel strippede om- kring som fanter og optraadte selvraadig i fjeld og fjord uden bøndernes tilladelse, ja imod disses forbud; disse blev bønderne til besvær og trængsel. Det tredje slags finner var bufinner eller sjøfinner; de sad stadig paa et sted og brugte sine gaarde og drev flskeri blandt nordmændene som disse; de var at anse for norske bønder, naar undtages, at de brugte sit gamle finne- sprog, klædedragt og ikke gjerne giftede sig udenfor sin æt eller folkeslag. I grændsetraktateu af 1751 1ste kodicil gives regler for ved- kommende finners undersaatlige stilling. De finner, som over- ensstemmende med traktaten blev svenske undersaatter, pleiede, saavidt det kan sees, ikke at søge beite for sine ren om som- meren i større udstrækning paa det land, som blev norsk. Navn- lig gjælder dette Søndre Helgeland. De norske finner havde her i almindelighed sine bygslede strækninger (bygselland eller skatte- land) paa den vestre side af rigsgrændsen og vedblev saaledes at være norske. Det var kun de“finner, som havde ældre som- merland tversover grændsen, som skulde vælge sit undersaatlige forhold, medmindre de havde vinterskatteland paa nogen af sider-ne; i dette sidste tilfælde skulde de tilhøre den side, paa hvis land vinterskattelandet var. Vinterskattelandene laa gjerne inde i landet langt fra grændsen. I Vefsen valgte kun 3 finne- familier at tilhøre den norske side, medens l5 valgte den svenske side, i Ranen derimod valgte 19 den norske og 17 den svenske .side. Grunden til, at ikke flere end 3 familier valgte den nor- ske side i Vefsen, angives at være den, at de ældre finnestræk- ninger paa den norske side af grændsen i de sidste aar var blevne optagne af norske rydningsmænd. I Søndre Helgeland har saaledes allerede paa traktatens tid de svenske finner i almindelighed ikke søgt ind paa norsk terri- torium. I kommissionsindberetning af 1894 er ogsaa antaget, at der ikke er nogen gammel sædvanebrug for svenske finner inden Søndre Helgeland, Lofoten og Vesteraalen fogderier, men at saa- dan ikke kan bestrides for visse dele af Nordre Helgeland og Salten Fogderi. Det var særlig i «kongens» almenninger, at finnerne i ældre tid har holdt til. Disse almenninger strakte sig gjennem hele Nordland i et bælte langs rigsgrændsen af indtil flere mils bredde, smalest i den nordlige del af det nuværende amt, hvor ogsaa afstanden fra rigsgrændsen til sjøen er kortere end i den syd- lige del. . Rane11s og Vefsens almenninger blev ved kongeskjøde af 3dje marts 175O «bebygde og ubebygde tilligemed disses leding, tiende, sagefald og andre herligheder» over-dragne til Peter Dass.
