184 NORDLANDS AMT. Der er adskillige haandværkere, især paa Mo, hvor der bor skræddere, skomagere, smede og snedkere. Ski tilvirkes i Nordland. For ski siges i Ranen sædvanlig «aanneran». At gaa paa ski kalder ranværingen «aa reinn’ i aannerbakkæ ». Et skispor eller far efter en «aannerbakrenner» kaldes «ei aannerdørjæ» (dyrja er spor efter ski eller slæder). Hvis flere gaar paa ski i følge, siges om ham, som gaar først: «han lægg’ op dørjæ». Det er almindeligt at gaa paa ski. Der er ikke overflod paa gode veie, og paa vinterføre er derfor «aanneran» gode at ty til. Naar man skulde over aasrygge, dale eller øde heier, vilde man nok vanskelig komme frem, om ikke «aanneran» havde været. Det er fra gammel tid en industri i Ranen at gøre ski. «Ranværings-aannera-n», ɔ: nordlandsskierne, har en god form, med vakker bøining paa «aannerbrættet» foran og med svag, næsten umærkelig opadbøining paa den rundspidsede bag- del. Der er en bred rende (tro) under hele skilængden. De pleier at indsætte skierne med talg og tjære, hvilket de kalder at «valla». Det gjør skierne varige, glatte og hindrer dem for en del i at «klabbe» i tung, kram sne. I Dønnes herred væver og spinder kvinderne endel. I Melø væves undtagelsesvis vadmel, men da det er letvindt at faa kjøbt færdige, billige klæder, foretrækkes ådisse, men de er ikke saa varme og stærke, som de hjemmevævede og hjemme- syede. a ’ -:W I Beie1-en herred er husfliden ikke ringe; der er i bygden forfærdiget de nødvendigste klædesplag, baade undertøi og overtøi. Sauen har skaffet uld, som siden er bleven spundet og vævet hjemme, og kvinderne har ogsaa besørget syningen. Men her som andensteds har indførte, billigere sager tildels faaet indpas. I Gimsø hører spinding og vævning i hjemmet nu “til sjel- denhederne; efter at uldspinderier er oprettet paa mange steder, er hjemmespinding omtrent aflagt. “ I Vaagan herred arbeides meget lidet hjemme. Næsten alt kjøbes færdigt hos landhandleren. Baa(IbyggeI’i drevet som husflid er meget gammelt i Nord- land. Det vigtigste redskab i ældre tid, helt ned idet 18de aar- hundrede, var øksen, idet sag ikke brugtes, naar planker og bretter skulde tildannes af stokken. SChnitler omtaler i 1743, at Saltenfjorden har vakker furu- skog inde i landet, 5 mil lang efter Saltelven. Bønderne be- nytter sig af den til at bygge smaa og store baade, ligesaa
