I I G NORDLANDS AMT. Fiskeguano. Før 1856 var der ingen fabriker for fiskegnano i Lofoten og millioner skreihoveder og rygge var affald, naar undtages de hoveder, som fiskerne fragtede hjem med sin baad eller bygdefarjægt. Hjemme benyttede de de lufttørrede fiske- hoveder til kreaturføde eller, som det kaldes, til løiping. Løiping er et fortrinligt surrogat som kreaturføde. Naar det er godt kogt, saa at hovederne opløser sig i smaadele, gydes disse dele sammen med seet udover halmhakkelse enten i kryb- ben eller i en stamp; koen æder denne blanding med begjærlig- hed og giver mere me1k. Værdien som kvægfoder er større end de priser, som beta1es af fabrikerne. Men fragten hjemover til de mange smaa brug rundt land og strand hemmer dets udstrakte anvendelse. “ Kom vaaren tidlig, og der var noget tilovers af løipingen, blev dette anvendt som gjødsel. Paa stærkt mosgroet eng sattes torske- hovederne ned under torven i rækker med passende afstand bort- efter marken. Mosen forsvandt da, og et saftigt grønt græs spi- rede frem. Som fiskeaffald fra skreifiskeriet i Lofoten anvendtes fra gammel tid i la-ndbonæ1-ingen i Nordland maaske 3 a 4 millio- ner hoveder aarlig. Hyppig opfiskedes alene paa Lofotens inder- side 20 millioner skrei, saa omkring 16 millioner torskehoveder var uden anvendelse. Under rige fiskerier var havnepladse i fiskeværene i Lofoten paa vei til at blive opfyldt af hoveder og rygge. Det hændte, at drægge og ankere ikke fandt holdebund, men blev liggende og ride paa vældige hauger af torskehoveder; farkosterne maatte ofte stole alene paa sine landfortøininger. Under uveir flk dragsugen rodet op disse masser fra bunden og fik dem væltet ind over valer og lange udfjærer. Mod den bratte strand blev de raspet op til velling, som forsvandt med strommen. Men paa den lange fjære stuvedes masserne sammen i brede dynge-r omkring bugterne, og fiskeværet og dets Omegn var langt ud paa sommeren plaget af lugt. Det norske fiskeguanoselskab anlagde i 1856 Leirosens fiske- guanofabrik ikke langt fra Svolvær. Initiativet skyldtes distrikte- læge Hansen i Alstahaug. Til fabrikens drift anvendtes et ved 0san nær Svolvær liggende vandfald. Maskiner og indretninger og methoden for tilveiebringelse af raastoffet skulde udtænkes fra nyt af, og marke- det for det færdige produkt maatte oparbeides, da fiskeguano var et i han(lelen nyt gjød11ingsstof, hvis værdi ikke kjendtes. Fa- brike11 kunde forsti 1862 uddele udbytte til aktionærerne. Aaret efter, i september 1863, kom et nyt konkurr(-rende anlæg med vandkraft Lyng1:(er .fl1brik, i Vaagan herred paa Østvaagøens vestre side.
