530 NORDLANDS A)1T. de lystede, naar de havde faaet bevilling. Som eier ønskede han selv at bestyre gaardene og godset og besørge skogenes fredning. Rentekammeret tilskrev i l766 amtmanden, at «disse gaarde med odel og eiendom var bleven bortsolgt og var private folks eiendom». Af sagtømmer fra de skoge, der rettelig henhø1-te under de solgte gaarde, skulde der ikke fordres mere end af eiendomsskog. Fra nu af er disse almenningsskoge ligestillet med privat skog, forsaavidt som fogden ikke kræver rekognition og ikke foretager nogen udvisning. Helgelands almenninger er efter dette gaaet over til «private folks eiendom», til fuldkommen fri privateiendom; intet af de baand, som loven lægger paa de kongelige almenningen hvilede længer paa de omhandlede strækninger. Almuens, paa lovbogen grundede adgang til i almenning at faa brændeved, gjærdefang og hustømmer til eget behov og uden betaling skulde dermed være bortfaldt, forsaavidt den ikke hvilede paa leilændingens ret. Denne Slutning er dog forhastet. Det følger af det kongelige skjødes udtryksmaade, at kongen ikke har overdraget større ret, end han selv havde. Nogen juridisk indskrænkning i almuens brugsret kunde salget ikke medføre, om den end faktisk er be- grændset. Lovens regler maa fremdeles finde anvendelse paa almen- ningen, og eieren havde ikke adgang til at indskrænke almuens brugsret. Da Johan Hvid 25de mai 1761 fik skjøde paa almen- ningerne i Tromsø fogderi, heder det, at almuen fremdeles ny-der det, som loven dem bevilger, og som de tilforn har nydt, og det samme maa gjælde salget af Helgelands almenninger. Grændsen mellem almenningen og de private eiendomme synes ikke at have været bestemt, men har efter skjøn været antaget at ligge fra ’Z2 til l mil østenfor bygden. Indenfor denne strækning har vel bønderne havt sit almindelige brug, men hvis de ikke her har fundet, hvad de behøvede, har de uhindret taget det længere oppe i almenningen. Saalænge denne var i kongens eie, synes der ikke at være øvet nogen kontrol med almuens almenningsbrug; mellem aarene 1755 og l764 ydes der vistnok rekognition til fogden for hugst i almenningen, men det er kun for hugst til salg, ikke til eget behov, og den udøves regelmæssig af opsidderne paa rydningspladse; i l76O-63 anføres ogsaa hugst af opsidderne paa Stabforsen, Aaenge, Brennaasen, Selfors, Enge, Mellingsjorden, Solhaug, Solbakken og Valla. Hugst til gaards- fornødenhed er ikke opført. Sandsynligvis har de holdt sig til sine gaardes hjemskoge, saa længe disse har ydet det til- strækkelige. Om rydni11gsgaardene heder det i de i 1727 optagne jorde-
