- ‘)58 NED1—2NI—2S AMT.
en drage i de forøvrigt vegetabile slynger. Allernederst tilvenstre sænker to slanger sig ned i fodstykket for at indtræde som hand- lende i den der fremstillede begivenhed. “ Begge plankers fodstykker er nemlig fyldte med de nævnte iigurfremstillinger. Paa den høire planke sees Atle eller en af hans mænd, staaende overskrævs over den med bagbundne hænder liggende I—løgne, af hvis bryst han skjærer hjertet ud. Af en person til høire sees kun de fremstrakte arme, men til venstre staar en træl med et klæde og en skaal, der formodentlig skal optage det udskaarne hjerte. Paa venstre planke sænker, som nylig nævnt, to slanger sig ned fra ornamentslyngernei fodstykket og angriber den i orme- gaarden liggende bundne Gunnar, der slaar harpen med tæerne, medens en tredje Slange angriber ham nedenfra, og Atle staar over ham og viser ham hans broder Høgne’s udskaarne hjerte. 0Ve1’t1’0 Og 0Ve1’11atu1“Iige VæSe11e1“. 0vertroen om trold, huldren, vetir, O—S’k(’)’(?’l(’7l, nøkkm, .fossegrimen o. s. v. ha-r vistnok i sin Ud været udbredt over det hele amt. Særlig synes paa denne kant af landet dyrkningen af hellige træer, til hvis vetir der ud- sattes mad og drikke, at have været almindelig. Ligeledes har troen paa oskereien været almindelig. Det er for tiden mest i de øvre bygder, særlig i Setesdalen, at man endnu kjender til en hel del af disse forestillinger, skjønt det jo gaar tilbage med gammel tro. En rig sagnkreds er der i Bygland i fortællinger om hekse og troldkjærringer og om præster, som har kunnet mere end sit fadervor. De sidstnævnte sagn dreier sig fornemmelig om to person- ligheder, hr. Søren til Bjelland og den lille, sortsmuskede, krupne cZ(BgB‘l’ paa Byglan(l. Nogle beretninger om de nævnte væsener fra overtroens ver- den hidsættes: .Iutulen og det tilsvarende kvindelige væsen, gygr(m, udfører forskjellige uhyrlige arbeider, kaster stene efter kirker, sætter mærker i fjeldene ved sit fald, bygger eller forsøger at bygge veie over indsjøer, saaledes at han ofte staar som en personlig- gjørelse af naturkræfter. Kysen sum ski-ai i “fjød(le. De æ paa en sta, at der æ a stor dokk ell sum a rive i a fjød(l, aa den riva gjenge beint n’i a vatn, so at evste enden røkk upp i augleiti, aa neeste enden røkke n’i vatni. Der æ a gaamo segn um koss denna lægdi i fjødde hev komi; de sille
