BEFOLKNING. 545 være ti1skuere ved hestekampene, idet to grahingste blev fremført paa en liden plæn ved bemeldte plads, og man æggede dem til kamp ved at holde en hoppe til dem. Naar seiren var afgjort, blev et nyt par ført frem, indtil der ikke var flere tilbage. Dette varede gjerne til kl. 3 å 4 om eftermiddagen, hvorpaa forsam- lingen begav sig til en lang, men noget smal eng langs med leikar- volden, hvor man kapred, dog kun for æren, ikke for vinding, hvormed man holdt paa, saa længe dagen varede. Lystigheden fortsattes om natten med dans og drik. Øl og brændevin blev heller ikke under dagens forsamlinger sparet. Desuden dreves den hele tid og langt ud paa Søndagen hestehandel. Endskjønt det nu ikke mere agtes for anstændigt, at kvinder indfinder sig, hvor sagen fornemmelig vedkommer mænd, som ved auktioner etc., saa var dog ved skeidet en af begge kjøn blandet forsamling tilstede og det af alle aldre. Enhver dreng og mand var forsynet med en «skeidstang», d. e. en kjæp til at gjenne hestene fra sig med, og naturligvis et vaaben, som maatte gjøre tjeneste i mændenes egne kampe. Thi ved skeidet var det ikke hestene alene, som skulde prøve styrke, men ogsaa bygdens vældigste brydere og slagsbrødre, af hvilke der i fordums dage var mange i Valle. Og i saadanne slagsmaal gik det undertiden alvorligt til. En hest, som ikke var mere end to alen høi, var i en lang række af aar skeidfole; den hed Bote-Blakkjen og var ogsaa en flink arbeidshest og havde en sommer havt det stridt; da maatte den rende for en hest, som buseten Olav Knutsen Besteland eiede, og som han havde født og gjødet i heien for skeidet. Der var flere slige heste «ivigongo» i den tid, da mange gjerne vilde have hest og være med.» Skeidet gav anledning til, at folk drak sig drukne og sloges, og præsten lagde sig imellem, og folk rundt omkring skeidpladsen hjalp til, fordi de fik sine tage ødelagt, og saa fik de gjort ende paa skeidet. “ Musæus, præst i Valle fra 1815—2l, ivrede mod skeidene og søgte at faa dem afskaffet Den endelige aarsag til skeidets afskaffelse var den, at en af præstens naboer, Torgrim Kjelleberg, blev overredet og derved helseløs, og taget paa hans bolig blev nedtrampet. «Hanekampen» holdt sig længer; P. Blom, præst i Valle fra 1864—80, skriver: «Ret som det var, mødtes unggutterne paa et afsides sted, hver med sin bane under «grautekupta». Og naar en bane laa under i kampen, hændte det ofte, at eiermanden traadte op i stedet.» Ved de gamle trolovelser, som kaldtes j’(e.s-terøl, gik det saa- ledes til efter Gjellebøl.—
- .l5 — Nedenes amt.
