BEFo1.1(N1NG. 525 Aall giver i sine «Erindringer» en skildring af kystboerne i de gode aar 1800—1807, hvilken skildring synes bygget paa nøie kjendskab og er oplysende. Han siger, at levemaaden var simpel, og «gjestfriheden øvedes mer i stilhed end i store gilder og forsamlingen Kun naar aarets handels-skjæbne var endt, og den svømmende guld- drager var lagt ved brygge, samledes skibenes sameiere for at udligne og uddele den gjorte vinding. Da monne det “vel ofte være gaaet lystig til ved den rygende punschebolle og under bægerets klang; men i almindelighed forstod disse lykkelige borgere baade at erhverve og at spare det erhvervede. Deres penge-forhandlinger var høist simple, og de kjendte ikke vore dages lokomotiver paa penge-væsenets kunst-bane. Den samme simpelhed var udbredt over disse mænds hele væsen, færd og huslige stil. De benævnedes med deres fornavne, tilføiet navnet paa den knatte, hvor de boede, og de galantere benævnelser for begge kjøn var ubekjendte blandt denne skare af rigmænd, indtil en høilig præstemand forandrede den simple ranglov. Det hedte saaledes: Anne Hofdan, Kari Bota o. s. v., indtil hin præst forandrede disse navne til madame Beruldsen og madame Christophersen. Det var saaledes ikke at undres over, at velstand og velvære var til huse i disse distrikter, og der gaves i sandhed faa lykkeligere næringsdrivende borgere i landet end disse ø— og kystboere, som i fredens ly høstede gyldne frugter af andre landes blodige krige uden at fraadse i overdaadigheds nydelser. g Vi ville ikke paastaa, at oplysningsgraden svarede til velstan- den og dens rige kilder. Naar det norske folk stundom af frem- mede udhæves formedelst et naturligt snille og en forholdsmæssig grad af oplysning og selvopdragelse, da er det mer i Norges fjeld- dale vi maa opsøge et bekræftende vidnesbyrd herom end paa Norges kyster. Naturens knudrede former udretter mer i det indre af landet, end den fremmede kulturs farve paa kysten, hvis beboere ofte blandes med andre nationer. “ Neppe stod hin tids sjømænd i almindelighed tilbage for fremmede sjømænd i dygtighed paa skibet og omgjængeligt væsen paa land; men skibsfarten var da altfor simpel og ensformig til i almindelighed at skabe sjømænd som i de senere dage, da skibsfarten omspændtes af tusenfold farer. Om skibsfra-gterne behøvedes sjelden nogen korrespondance. Skipperen seilede om vaaren til den udskiber, der sædvanlig holdt hans skib i bevæ- gelse, og naar han kom til England, havde han som oftest intet at gjøre med kjøberen af den ordinerede last uden at levere sin ladning og modtage en ny ordre til udskiberen. Remissen over-
