NATURLIG BESKAFFENHED. 29 leie for de bække, der dannes af det fra alle sider silrende vand fra sne, som tør. Setesdalens heier danner fortsættelsen af Hardangervidden, og de fortsætter med aftagende høide til den sydlige del af amtet. De udbreder sig foruden over Setesdalen videre mod øst over den vestlige del af Vinje, Mo og Fyresdal i Øvre Telemarken til Totakvatn, Børteoatn og Fyresvatn, mod vest til Stavangerfjordens Wsydøstlige arme: mod sydvest begrændses de af Jæderens, Daler- nes og Listers, og mod sydøst af Mandals og Nedenes kystrands lave klippeflader. Man regner, at de strækker sig fra Sesnuten i nord og fra Høle“fleld i vest til Fyresvatn i øst. Setesdalens heier danner afrundede, oftest langstrakte, nøgne fjeldstrækninger, hvoraf kun faa hæver sig op til l O00 m. Vindene og høiden over havet hindrer skogvæksten udenfor de mellem heierne liggende dalfører. De er i regelen nøgne eller kun bevokset med ener og lyng. Setesdalens heier gjennemskjæres med hovedretning fra nord og syd af Ottras dal i Bykle, Valle, Bygland, Evje, Hornnes og Iveland herreder. Dette dalføre gaar gjennem Setesdalens heier i deres fulde længde fra Selsnuten i nord til havet ved Kristiansand i syd. I Bykle, det nordligste herred, ligger kirken i en høide af 612 m. Otti-a har ved udvidelsen Bykilen en høide af 511 m. o. h. og ligger her ved Byklestigen mellem meget steile fjelde paa begge sider. Sydligere ved Valle kirke har Ottra en høide af 305 m., ved Flaaren længer syd i Valle 285 m. og ved sit udløb i Aaraksfjord (Byglandsfjord) en høide af 205 m. o. h. Om høiden over havet havde man i ældre tider overdrevne begreher. Gjellebøl skriver saaledes ca. 178O, at han ved astro- nomiske iagttagelser har mærket, «at det øverste sogn Bykle lig- ger perpendiknlær l mil høiere end hovedstaden Kristiansand». Videre skriver han om fjeldenes høider: «Høiden af alle disse Fjelde er anseelig stor. Dog findes nogle af en besynderlig stor Høide fremfor andre. Vel har jeg ikke ordentlig afmaalt noget af dem, men tør dog sige, at der gives de, som rækker perpendikulær ïZ4 mil i Veiret; ja, at de er meget store, kan sluttes dels deraf, at man paa nogle Gaarde i Dalen (som jeg tilforn har erindret) ikke kan se Solen nogle Maaneders Tid om Vinteren, dels deraf, at man paa Spidsen af nogle af dem ved Midtsommers Tid ikke finder Solen at være længer under Horisonten om Natten end en Times Tid, hvoraf til- lige følger paa somme Steder en vid og Udstrakt Udsigt. Saaledes
