af et hamlebaand (stýrihamla). Øverst paa halsen var i modsat retning af bladet en firkantet aabning for rorpinden (stýrisdrengr, stýristöngr, hjalmunvölr).
Man havde fra først af kun en eneste mast (sigla, viðr, tré), og det var fremdeles tilfælde langt ned i middelalderen og med de indenlandske baade og jægter som regel lige til vor tid.
Heller ikke i udlandet, og navnlig i England, havde man tidligere mere end en mast.
Et krigsskib bygget 1514 med 4 master, er det ældste fartøi, der har mere enden mast.
Tidligere kjendtes ikke noget engelsk skib med mere end en mast.
Masten blev sat ned i en aabning i en svær ekeblok, der havde sin plads over de mellemste spanter.
Naar masten var reist, blev den støttet med tauge paa samme maade som endnu i jægterne, nemlig ved et stag til forstavnen og to eller tre vant til hver side. Disse tauge fæstedes omkring mastens top (húnn), og tæt under det sted, hvor de stødte sammen, var der et hul (húnnbora), hvorigjennem heisetauget eller faldet (dragreip) for raaen (rá) gik. For at holde raaen til masten eller hindre den fra at svinges udad blev dertil, som endnu paa jægterne, fæstet et krumtræ (rakki), der omsluttede masten. Ligeledes var der i hver ende eller nok af raaen for at give den saadan stilling, som vinden krævede, anbragt et brasetaug (aktaumr), der fæstedes paa sine steder bagenfor masten, men som under visse omstændigheder rormanden selv tog i sin haand og slog om sine skuldre.
Seilet var et firkantet raaseil som paa jægterne nordenfor Bergen. Det var ikke sjelden af vadmel (váð), men paa de bedst udstyrede skibe vistnok af almindelig seildug; naar det skulde være fint, var det undertiden, endog paa handelsskibe, stribet (stafaðr) med røde, blaa og røde eller tillige grønne striber; paa det af kong Haakon i Bergen 1257 byggede drageskib var seilet endog udsyet (sett) med fagre billeder (skript), hvortil sidestykker omtales i de tyske minnesangeres digte, der nævner seil med forskjellig farvet tøi og billeder.
Med raaseilet kunde der gjøres god fart, naar vindens retning var gunstig. Derimod maatte det være til liden nytte at indlade sig paa at krydse (beita) undtagen i rumt farvand. Var dette knapt, vilde der i hver vending tabes ligesaa meget eller mere, end man havde vundet i bauten, da seilets form gjorde det vanskeligt at gaa over stag med bakning til luvard (á veðr), og man derfor blev nødt til at drive om i læ (á hlé) eller, som vi nu siger, at kovende.
Man gik neppe under seil langs kysten eller til havs, før
