256 NE1)ENES Au-r. mange maatte tabe den fordel, som de havde paa mange andre steder. Her var ingen tømmerflødere, thi «da dette Folk er et meget slet Søfolk, og ikke er vandt til saadant Arbejde», opsendte Kristiansands kjøbmænd fossekarle fra byen paa visse t-ider om aaret, som flødede tømmeret. I et senere afsnit om handel er omtalt den maade, hvorpaa kjøbmændene i Kristiansand benyttede sig af den vanskelige flød- ning i elvene til at trykke priserne. Om tøn1merdriften, mærkuingen og flødningen, saaledes som den nu foregaar-, oplyses efter professor A. Taranger.— Skogeieren eller lastens sælger skal levere lasten paa flydende vand. Det bliver saaledes skogeieren, som skal drive lasten ud, det vil sige, hugge den, barke den og kjøre den frem til elve- bakken. Hugst og drift u(lføres i regelen af leiede arbeidere. Hug- gerne arbeider oftest for dagløn; driverne lønnes efter akkord og holder selv hest og redskab. Hvor skogen ligger afsides, og driften bliver kostbar, anvendes lutdriving: arbeiderne overtager hugst og drift mod at faa halvdelen af tømmerets salgssum for sit arbeide. Naar tømmeret er hugget og afbarket, foregaar mærkuingen dels paa hugststedet, dels efterat tømmeret er ført frem til elve- bakken- Mærkningen foregaar almindelig paa den vis, at trælast- handlerens mærke hugges paa hver stok, i begge ender og paa midten, med hans mærkeøks. Mærket har de forskjelligste former, dels er det en sammen- sætning af kjøbmandens forbogstaver, dels har det form af en geometrisk figur, et dyr eller lignende. Ligesom kvægmærkerne har ogsaa tømmermærkerne sine særegne navne, der opraabes ved tømmerets sortering istedetfor eierens navn. For at undgaa forveksling— og usikkerhed ved sorteringen er det nødvendigt, at mærkerne i flødningsdistriktet ikke ligner hverandre for meget, og at de bliver almindelig kjendte I almindelighed udarbeides trykte mærkekarter, som ved op- slag bringes til almenhedens kundskab. De ved flødningen ansatte mandskaber og særlig talmændene maa selvfølgelig have alle mærker i hovedet. Mærkningen udføres af mærkeren, der er trælasthandlerens fuldmægtig. Samtidig med mærkuingen optager mærkeren en fortegnelse (mærkesed(lel) over det mærkede tømmer. Derved er det bragt endelig paa det rene, hvilket tømmer trælasthandleren har kjøbt og kjøbesummens (mærkesummens) størrelse. Men sælgeren har endnu ikke leveret tømmeret. I)et er endnu ikke gaaet ud af
