JORDBRUG. I5l befolkningen sit erhverv ved og af havet, saa jordbrugsproduk- terne her finder lettere og bedre afsætning. “ Ved kysten er de fleste jordlodder smaa, saa der ikke er anledning til egentligt større jordbrug. Jordlodderne dyrkes ofte af kvinder, børn og gamle folk, der har ophørt at fare tilsjøs; der drives potetavl med engdyrkning til et par kreaturer, og lidt korn, fornemmelig hvede, dyrkes. Her er næsten hvert brugbart stykke jord optaget og Spaden det væsentligste redskab, da de færreste gaarde er store nok til at holde hest. Jordbrugets Vilkaar er i det hele ikke gunstige, fordi der i almindelighed er mager jordbund og tungt lænde. Deltagelse i andre næringsveie — skogdrift, skibsbyggeri, skibsfart og senere udvandringen — har gjort arbeidskraften dyr og utilstrække1ig. Disse andre næringskilder havde tidligere gjort de fleste bønder mindre afhængige af jordbruget end i de andre distrikter, hvor- for der blev lagt mindre kraft paa dette, og udstykningen gik saameget lettere for sig. Udbyttet af korn strak efter alminde- lig beregning ikke til for halvdelen af distriktets folkenrængde. Større og mindre mængder af kornvarer indføres til hvert enkelt herred; af poteter pleier derimod nogle at have overskud. De andre næringsveie, hvormed jordbruget maatte konkur- rere, er naturlige for distriktet og havde i det store taget lønnet sig godt. De er imidlertid usikre, og der indtræffer perioder, da man maa tære paa det opsparede. Fremskridtene paa la-ndbrugets og dets binæringers omraade er dog mange. Tidligere var det skogbruget for det indre, skibs- farten for de ydre bygden der bragte balancei budgettet, medens selve jordbruget laa uede. Nu er dette noget forandret Afgrøft- ning af jorden er blevet almindeligere. Der er skeet sammen- slutning til fællesindkjøb af kraftfoder og kunstig gjødning, en betingelse for en mere intens drift, specielt med rodfrugter. Udhusene er nu tildels hensigtsmæssigere, og i de nyere bygninger er der oftest eementeret gjødselkjælder og bedre ind- redning i fjøset. Kvægavlen, der tidligere var temmelig planløs, staar nu paa et høit standpunkt, idet dyr-, l(aarings— og fjøsskuer og udsta- tioneren af gode avlsokser har ort, at avlsmateriellet er mere ensartet og bedre end før. Der er ca. 30 okseholdsforeninger. Fodringen er hensigtsmæssigere, og den øgede brug af kraft- fo(ler og rodfrugter giver en passende foderblanding og derved billigere og mere melk. Fjøsets afkastning var tidligere som regel kun tilstrækkeligt til hjemmeforbruget, men nu skaffes ved de oprettede meierier en kontant indtægt. Landbrugets binæ- ringer, saasom hønseri og frugtav1, har gjort fremskridt.
