72 LISTER 0G MANI)AI.S AMT. er strimlerne af den gamle mark, som endnu staar tilbage med sin græstorv paa overfladen, der fortoner sig som husrækker. Gaderne eller sa-ndkløfterne bliver efterhaanden dybere og bredere, idet vinden presser sig igjennem dem og fører med sig den løse sand baade fra bunden og de bratte sidevægge. Græstorven paa jordstrimlernes overflade lader sig imidlertid ikke paa samme maade bortblæse, da den, som gjennemvævet af seige græs-, lyng- eller pilerødder, har en stærk sammenhængskraft; men den under- mineres lidt efter lidt og hænger ludende, som tagskjægget paa et hus, ud over kløfterne paa begge sider, indtil den stykkevis brister af sin egen tyngde, falder ned, smuldrer og’deler skjæbne med den løse sand paa kløftens bund. Endelig bliver jordstrim- lerne saa smale, at de afbrydes i mange smaastykker, der efter- haanden enkeltvis bortrives af vinden. Istedetfor en dyrket eller ialfald tilgroet slette, der kan have tjent til havnegang, slaatte- mark eller vel endog til agerland, er der nu en sten— eller grus- mark, der ligger flere eller færre meter dybere, end Overfladen laa fer. Sæ11kningens dybde a-fhænger af sandens beskaffenhed, enten den er mere eller mindre stærkt opblandet med grovt grus eller smaasten. Alle saadanne tungere bestanddele, som vinden ikke formaar at rive med sig, bliver nemlig liggende igjen og danner omsider et goldt bedækningslag, tykt og stærkt nok til at beskytte den tilbageblevne sand og hindre al yderligere bort- fygning. Det er imidlertid ikke alene den oprevne slette, som er bleven rammet af ødelæggelsen. De uhyre sandmasser, som vinden bortførte fra dette farlige arnested under sit Sænknings- arbeide, har kastet sig over det tilgrændsende land og dækket nabomarkerne med stundom meterdybe sandlag. Den her beskrevne forekomst er meget almindelig, men“i kystegnene er dog havet altid den vigtigste og uudtømmelig-ste kilde til sandflugt. Lettest danner der sig flyvesand paa flade, lave kyster, uden- for hvilke der strækker sig et langgrundt hav med fin sand paa bunden. Denne sand skylles op af bølgeslagene. Især efter hei- vande med storm bliver der gjenliggende sandmasser paa stranden, og naar disse er blevne terre, sættes de i bevægelse af vinden og fyger næsten paa samme maade som sneen om vinteren, kun med den forskjel, at sandkor11ene mere ruller og sprætter afsted, fordi de er saa meget tungere. Naar sanden under sin flugt træffer paa en hindring, en sten, en forhøining, et gjærde eller lignende. lægger den sig sammen i faner eller dynger, og da denne sam111enhobning fortsættes sommer som vinter, aar efter aar, kan disse sandhauge. der i Danmark kaldes klitter, i Tysk- land og Holland dyner og hos os almindeligst sandkuler, under- tiden antage saa kjæmpe1næssige dimensioner, at de mere ligner
