GEOLOGL n 73 bjerge end sammenføgen sand. De høieste danske klitter rager saaledes 33 m. og den høieste hollandske endog 8O m. i veiret med en bundbredde, der gjennemsnitlig udgjør det tidobbelte af høiden. Naar deres overflade ikke er bunden, forandrer de imid- lertid uophørlig størrelse og form, ja endog plads, idet den løse sand paa deres sider og ryg driver med vinden snart hid og snart did, dog fornemmelig ind over landet efter den mest ud- prægede vindretning. Hos os forekommer disse dyner heldigvis i noget formindsket maalestok; klitterne eller sandhaugene naar heringensteds nogen videre høide. Flyvesandens udseende er goldt og ørke11agtigt. Den er enten fuldkommen nøgen eller tue— og klyngevis hist og her, fornemmelig hvor der er lidt ly eller fugtigt, besat i sparsom mængde med de faa plantearter, som er villige til at udbrede sig endog paa meget mager sandgrund, naar de blot undes en kort tids ro. Vindusruder i flyvesandegnene er riflede og mat- skrabede af den idelige sandregn. Ikke mange planter kan ud- holde slig medfart maaned efter maaned, dag og nat. Jord- bundens løshed gjør, at vinden snart ganske begraver dem under sanddynger, snart atter blæser jorden bort fra deres rødder, saa at disse bliver liggende ganske nøgne, udsatte for at visne af sol og vind. Flyvesand hører til de ufrugtbareste jordarter, dog er der ikke ringe gradsforskjel. Sjelden bestaar kystsand udeluk- kende af kiselkorn; jevnlig følger —med glimmerblade og kalk —af knuste muslingskaller. Skal flyvesand dæmpes, ophører man med havningen, sand- haugenes skarpe kanter og steile skraaninger jevnes til med spa- den. Sanden kan da dæmpes enten med saakaldt dødt dækværk, afhugne grene, skaaren lyng, opskyllet ta11g, eller ved levende dækværk, d. v. S. plantning af visse græsarter og tildels busk- vækster, som kan vokse selv paa meget urolig sand. Ved disse dækninger tilsigter man at berolige sanden saa meget, at den kan beplantes med træer eller give de vækster, som danner græstæppet, anledning til at indfinde sig. Det er to græsarter og to buskvækster„ som er tjenlige til dækning af flyvesand eller til at danne fortroppen for den efter- følgende vegetation, idet de tager mod de værste stød og sløver vindens angreb paa sandfladen. Sandrøret (aremdo arenaria,) betragtes i Jyllan(l som den ypperste af disse fire. Denne græsart forekommer temmelig hyp- pig hos os paa sandige havbredder langs sydkysten og vestkysten Hele planten har noget stivt, halv fortørret ved sig, og dens blade spises ikke med begjærlighed af kvæget. Sandrøret vokser frodig paa tør flyvesand af uroligste be- skaffenhed, overfyges det, skyder det kun ro(ltrevler ud fra straaet,
