842 HEDEMARKENS Au-r. hængt, som ikke fulgte opbudet= Det tegnede til at blive en alvorlig opstand. Knut Alvssøn henvendte sig om hjælp til høvedsmanden paa nærmeste fæstning, Baahus. Høvedsmanden her var imidlertid Henrik Krum()(like, søn af Hartvig Krumedike, og der var familiestridigheder mellem Krumedikes og KHIIt Alvssøns familie. Knuts forslag om, at de med 4OO ryttere skulde drage gjennem landet og kue opstanden, gik Krumedike ikke ind paa. Ikke destomindre lykkedes det Knut Alvssøn at kue opstanden, og han paatalte saa sagen. Kongen satte til at dømme i denne Fyns biskop Jens Anderssøn Be1denak og Henrik Krumedike. De anklagede blev dømte til høie bøder, men Henrik og Jens fik dommen formildet til største ærgrelse for Knut, som gjerne vilde have urostifterne alvorlig tugtede. Tre af hovedmændene blev dog henrettede i Oslo. I l508 udbrød Opstand paa Hedemarken. Til foged paa Hedemarken var nys indsat en mand, Søren Skaaning; der-tid- ligere havde staaet i Knut Alvssøns og Nils Ravaldssøns tjeneste, men bedraget dem begge. Hans nabo var en anden danske. Morten Tuesen, som bestyrede Henrik Krumedikes gods og for- lening. Da nu kong Ki“istiern II havde udskrevet betydelige naturalydelser og forhøiet afgifterne, negtede bønderne at betale dem. Fog(lerne vilde da bruge magt-. Men bønderne reiste s1, slog Morten Tuesen ihjel og tvang Søren Skaaning til at flygte efter at have dræbt flere af de mænd, han havde om sig. Deres anfører var en Herluf H2(fvudj’at eller Hyttej?1id, der synes at have været en velstaaende bonde eller ringere adelsmand. Herluf. hvis tilnavn tyder paa svensk herkomst, har vistnok hørt hjemme i Mjøsegnen, muligens i Stange paa Hedemarken Den af ham ledede reisning synes at have grebet stærkt om sig over hele Oplandene. Paa rygtet herom samlede kong Kristiern straks en betyde- lig krigsskare, hvortil ogsaa biskop Karl Jæmte af Hamar maatte afgive en del knegte, og rykkede mod bønderne, der havde tænkt at forsvare sig bag forhugninger. Men Kristiern var vel hjemme i bøndernes maade at føre krig paa; han omgik forhugningerne og tvang bønderne til at optage kampen paa en aaben plads. Her led oprørerne et frygteligt nederlag, og Herluf selv med flere andre af bøndernes førere toges tilfange. Herluf Hufvudfat. og to andre af bøndernes førere dømtes til døden. For at faa rede paa den sammensværgelse, som Kristiern antog maatte ligge til grund for reisningen, lod han Herluf og de øvrige lægge paa pinebænken. Herluf og de to andre 1edere blev henrettede udenfor Akers- hus, og deres hoveder sattes paa stage, Herlufs med en jernkrone
