608 I—lEDEMARKENS AMT. Tvelydene mangler i dele af amtet. Saaledes bruger de i de sydlige dele af Hedemarken ikke au, ei og øy foran en konsonant de siger røk (eller rok) for rauk, het for hei( og bløte for bløyte. I den sydlige del af Østerdalen har de heller ikke au, men alle tvelydene bruges kun foran en vokal eller i enden af ord. I Nordre Østerdalen er brugen af diftongerne end yderligere begrændset. Diftongerne gaar efter dette i Østerdalen sædvanlig- vis over til enkle vokaler, saaledes bliver au, ei og øy enkelte vo- kaler, en slags aaben ø-lignende o, e og ø; nye diftonger opstaar ved svækkelse af g, saaledes ei for eg (jeg). A nærmer sig ofte til e(1lI). Af overgange i Østerdalen kan mærkes au for ag, daa for dag, slau for slag. Diftongerne au og ei beholder paa solørsk maal sin alminde- lige diftonglyd, derimod er der mange afvigelser i udtalen af enkelte andre vokaler, især o, ø. y og øy. Særlig maa mærkes udtalen af y som i. Ringsaker og Nes beholder i almindelighed diftongerne, medens den øvrige del af Hedemarken sammendra- ger diftongerne foran bevaret konsonant, som tidligere berørt. I Vinger og Odalen samt i den sydlige del af Solør udtales ha som v; de siger vass og i:it; i nordre Solør siger de gvass og gvit, medens der ved Mjøsen siges baade kvass (oftest) og vass, uden mellemfo1—men gvaWss. En iørefaldende forskjel mellem de vikske og de oplandske maal er. at de lange tandlyd paa Oplandene har et forslag af i, saaledes mainn for mann, sne-eill for smell. Rg gaar over til v:j: kør:j for korg, tøxý for tor-g. og paa lig- nende vis bliver lg til b’: talg til taU. Man bruger ke og ge istedetfor h;je og øe i enden af ordene, bakke istedetfor bakkje. Dog siges stykkje, merZ1;je (intetkjønsord). De oplandske dialekter har, ligesaalidt som de vikske, udta- len af to konsonanter i forbindelserne mb, n-d og Id; de siger saa- ledes lam, lann, kall, ikke la-mb, land, kald. Fælles for. den østre oplandske gren eller for maalene i Østerdalen, Solør og paa Hedemarken er det, at første og andet eller stærkt og svagt feminin for det meste har samme former og ender i bestemt ental paa a, saaledes bygd, bestemt bygda, skauIǫ skaala, ligesaa vi-s“e, vis-a, jente, jenta. i -Dativ bruges, saaledes skaal, dativ skaalen, vise, dativ visen eller visu-n; maskulinformerne derimod har a i dativ, hest, dativ hesta, granne, dativ granna, ogsaa formerne hestom og grannom forekommer. “ Flertal af maskulin og feminin vil gjerne falde-sammeni former paa er, hest, flertal hesten ikke hestar, bygd, flertal byyd-ere -i:ise. flerta1 viser-. I den bestemte form i flertal er der dels en forskjel ikjøn-
