S BEFo1.KN1NG. 607 legu for lega (leie), holo for hola (hulnin8)» hoso for hosa (strømpe), ligesaa viku for vika (uge), ogsaa vuku. Disse dialekter har altsaa maskuliner paa a, haga, maga, og femininer paa u, o, som gutu for gata (gade) og sulu, af svala eller s“vola, en svale. I trestavelsesformer bortfalder gjerne endevokalen e, saaledes siger de bygdenn for bygderne og hestann for hestarne, eller paa de fleste steder hesta. Den ovenfor nævnte søndenfjeldske hovedrække af dialekter deler Aasen atter i 4 grene, nemlig den raabygske eller arendalske gren, den vestre oplandske, den østre oplandske og den foldenske eller søndre akershusiske, .som.—-af dr. Amund Larsen kaldes den vikske. Her interesserer os den østre oplandske gren, da alle dialekter i Hedemarkens amt hører til denne. Hos det egentlige oplandsmaal, som det tales paa Hedemar- ken, iVinger og Odalen samt i Solør, er afvigelsen fra de vikske maal ikke stor. Østerdalen har mange afvigelser, men da disse optræder trin- vis opover dalen, er det ikke godt at udskille en del af dalen med en egen dialekt. Den øvre del af Østerdalens lange dalføre har meget til- fælles med det nærmeste nordenfjeldske distrikt Guldalen. Saa- ledes har de mangfoldige overgangsformer, der grunder sig paa tiljevning i vokalerne, nemlig aa for a, e, ii verber og maskuliner og u for o, e og i i femininer. I de ord, som oprindelig har en lind vokal (e’ og i’) i roden, faar denne sædvanligvis en bred udtale, som bæra for bera, læva for liva. I de ord, som har o’ og u’, vil lyden helst gaa over til aa, saaledes: saavaa for sova, kaammaa for koma, maannaa for muna. Besynderligt er det, at ogsaa a gaar over til aa i begge stavelser, som j’aarraa for “fara, taalaa for tala, baakaa for baka. Endelig hænder det, at de ord, som egentlig havde e’, i’ paa nogle steder ogsaa følger med i det samme 1ydskifte, saa deres udseende tilslut bliver temmelig ukjendeligt, saaledes baaraa for ber-a, laa-saa eller lo.s-saa for læsa, laavaa for liva, vaataa eller vottaa for vita. De sydligste præstegjeld i Østerdalen staar nær Hedemar- ken og Solør i ligevægtsformerne; saa kommer der et stykke, hvor næsten alle ord med ligevægt og med oprindelig a i endel- sen faar sin faste stamme udjevnet i lighed med denne, som netop omtalt I Nordre Østerdalen er, “ som berørt, ogsaa ved hunkjønsor- dene forskjellen mellem vokalerne fuldstændig udjevnet, som vuku af viku, snur-u af snaru (snare) og husu af hosu (hose, Strømpe).
