HAN1)I—:1. 0G sK1BsFART. 589 og Solørs —— og kanske ogsaa Østerdalens — skoge; sandsynligvis var det samme ogsaa i nogen grad tilfælde for Fredrikstads ved- kommende (sml. reskript af 31te marts 1674 om Fredrikstads «ældgamle» frihed til at nyde fælles tømmerkjøb med Kristiania i de nævnte landsdele, Wessel-Bergs reskripter). Da Sarpsborg var brændt — i Syvaarskrigen —, blev Fredrik- stad anlagt, og det første regnskab fra 1603—-l604 viser en ud- førsel af 3621 tylvter deler foruden anden trælast. Hollænderne synes imidlertid i det hele indtil midten af det 17de aarhundrede mest at have holdt sig til den vestlige del af kysten langs Skagerak, og da Glommendalens tømmer senere udflø- dedes, var det England og Frankrig, som derfra hentede sit behov. Den almindelige landskommission .l66l siger, at der i Op- landene kun findes smaa vandsage, som udelukkende virker til husbrug. Derimod nævnes udtrykkelig, at Solør leverer sagtømmer til sagene ved Fredr-ikstad (Medde1elser fra det norske rigsarkiv I, s. 89 og 94): “ «Udi Soløer er ingen masteskov, men saugtømmer, hvilket udflødes langs Glommen til de sange omkring Fredrikstad.» Derimod heder det med hensyn til Østerdalen, «at der er hos en part gaarde nogen tømmerskoug, saaledes udi Elverum og Aamodt sogner, dog ingen masteskoug, som udbringes kan for- medelst fosser og berg» (man benyttede dengang hel mast lige fra kjølsvinet til bramtoppen selv paa de største skibe). Kommissionen fores1aar, at der maatte befales, at «intet tømmer eller braader skal hugges paa østre side af den store elv Glumen, i synderligheden ved disse tverelve: Ulfaaen, Kyendaaen, Sørmen, Haslen og Flisen, Rotna og R—ygden, hvilke vand ere passer over grændserne, hvor at have herrebraader, om feider igjen mellem rigerue paakom, var ikke en ringe fordel.» Anlægget af sagbrug spiller, som ovenfor berørt, en vigtig rolle i Norges tømmerhandel. Ved kongebrev af 15de august 1616 blev det strengelig forbudt at have eller bruge nogen sag, medmindre vedkommende havde odelsgrund med ret til at sætte damstok og selv kunde forskaffe sig sagtømmer fra egne skoge.. Ved reskript af 1688 blev der udfærdiget særskilte forteg- nelser over, hvilke sagbrug i det søndenfjeldske skulde tillades at blive bestaaende Der fandtes dengang 12O0 sage sønden- fjelds, hvor efter eierneS sandsynligvis for lavt satte angivelse aarlig blev skaaret ti 389 7OO bord. Efter reduktionen blev der tilbage 664 sage med en skjæreevne af 5040918 bord. Men da denne produktionsevne blev anseet betænkelig for skogene, blev den nedsat til Ve eller 3300618 bord, hvilket omtrent svarer til 46 675 tylvter tømmer aarlig for det hele land. De fastsatte «bevilgede kvanta» undergik ingen væsentlig
