Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/370

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

— SKOG. 359 braatebrænding, skogbrand eller efter en hugst, hvor den fore- gaaende generation er blevet saa fuldstændig ud1—yddet, at mar- ken har ligget aaben for lysets paavirkning. Ved plukningshugst bliver gjenvæksten af furu oftest daarlig eller ubrugbar, hvis da ikke granen indfinder sig og helt fortrænger den. GI’a11e11. I det hele og store er granens udbredelse lig fu- ruens, idet disse to træsorter, dels i ren, dels i blandet bestand danner størsteparten af skogene i Mellem— og Nordeuropa Samt i hele det nordlige Asien. Imidlertid er granen i Sydeuropa og i Vesteuropa indvandret senere end furue11, og dens udbredelse er derfor mere indskrænket end furuens. Grændserne for dens udbredelse mod nord er følge11de: De nordligste grantræer paa jorden er de, som“vokser i Syd- varanger paa 69Û 3O‘ n. br., som nedenfor er omtalt, men alle- rede paa 66Ó 30‘ n. br. ophører granen at danne skoge i Norge I finsk Lappmarken ophører den ved Muonioelven lidt nordenfor Ounastunturi ved 68Ó 20‘ n. br., og dens nordgrændse fortsætter derfra til Kyrö by ved Enare träsk, 68Ó 45‘ n. br.; der angives dog, at enkelte eksemplarer er blevet paatrufne iEna1—e lappmark lige op til den 69de breddegrad I Finmarken har forstmester Barth i 1857 fundet en gruppe grantræer (var. obo:;ata) ved Svanviken paa Vestsiden af Colmejavre, en sjø, der ligger paa 69Ó 30‘ n. br. og 47Ó 51‘ ø. l., noget søndenfor Patsjokielvens udløb. Medens birk, furu og ek har en forholdsvis høi alder i Norge og Sverige og hyppig findes opbevaret i torvmyrerne, tilhører granen vort lands sidst indvandrede arter. Den synes at være i11dvandret fra øst, og denne indvandring har vistnok fundet sted forholdsvis sent. Hermed stemmer godt granens nuværende ud- bredelse i Norge I Rusland trækker granens grændse sig mere og mere nedad, og ved det hvide havs vestkyst er dens nordgrændse ved den 67 de breddegrad ved Ponojelvens udløb. Granens polargrændse er ved det hvide havs østre kyst ved 670 15‘ paa halvøen Kanin, hvorfra den i mange bøininger, paa- virket af lunere elvedales eller kolde tundraers nærhed, dog paa det nærmeste med bibeholdelse af den samme polhøide fortsætter mod øst, og mellem PetSchora og Ural naar den den 68de bred- degrad. Ved Kolva, en bielv til Petschora (67Ô 15‘ n. br.) ophører granen med en oase, som af samojederne kaldes «Lig-» eller «Dødsholmen». Ved Petschoras— bredder, nær Habidepadaras kilder, skal den strække sig lige op til 67Ô 30‘, hvor der ikke er spor af birken. I det europæiske Rusland er granen det nordligst voksende t1’æ, og den er her skogvegetationens yderste fo1—post mod nord.