360 HEnEMAR1(ENs Aa1T. Østenfor Lena overskrider den ikke 64Ó 15‘ n. br., paa Sta- nowojfjeldenes sydlige skraaning danner den tæt bestand, ofte i blanding med Ajangranen (Picea Ajanens“1Ls“ Fis(“h). Ved det okotske hav gaar den op til 61Ó n. br. og forekommer endnu paa de kuriliske øer. Grændsen for dens udbredelse mod syd har følgende forløb: Dens vestligste voksested ligger i Central-Pyrenæerne ved 17o ø. l. fra Ferro. Den forekommer kun sparsomt paa begge skraa- 11ingerne af denne fjeldryg og har her sit sydligste vokse- sted i Europa i la Cincaskogen søndenfor Maladetta ved 420 3O‘ n. br. Dens sydg1—ændse fortsætter langs kammen af Cevennerne over Mont Ventoux i Provence til de nordenfor NiZZa liggende Sjøalper (440 n. br.), følger Alpernes sydrand med en afvigelse nedover mod Engamenfjeldene (450 20‘ n. br.), fortsætter over Udine og GørtZ (46Ó n. br.), over de illyriske og kroatiske Karst- fjeldes plateau, naar paa fjeldet Kapaonik i Serbien 430 n. br., overskrider Donau omtrent ved 4OÓ ø. l. for VFerro, følger Kar- paternes sydrand, gaar ved Ruslands grændse op til 5OÖ 30‘ n. br. og fortsætter noget nordenfor byerne Tschernigow, Tula, Rjäsan, Kasanj og Ufa, indtil den gaar over til Asien ved 53Ó n. br. Den er udbredt over hele Sibirien og ligeledes til Amurlau- det og de schantariske øer. De fjelde, som i nord begrændser Asiens ørkener og stepper, er sandsynligvis de sydligste egne, hvor den forekommer i denne verdensdel. Saaledes vokser den i Transbaikalien, paa de dahuriske fjelde og paa Altai. Mærkelig er grændsen for dens forekomst i Vesteuropa. Dersom man gaar ud fra det føromtalte sted i de mellemste Pyrenæer ved 17Ô ø. l. for Ferro, fortsætter dens grændse herfra gjennem Frankrig mod nordøst til Vogeserne, paa hvis ryg den vok- ser, og herfra videre mod nord gjennem Westfalen, træffer Rhinen ved omkring 5OÓ n. br., gaar til Taunus, hvorifra den med en bøining mod nord gjennem Westfalen fortsætter til Mindenê(520 3O‘), idet den lader Teutoburgerskogen ligge tilvenstre. Videre mod øst danner grændsen granens nordgrændse i Tyskland, og denne gaar nordenfor ErZgebirge og Dresden (51Ó4‘), gjennem den nord- lige del af LausitZ og 0berschlesien samt gjennem Nieder-LausitZ, Brandenburg og Pommern til DanZig. Granen forekommer saaledes ikke vildtvoksende i størsteparten af Frankrige, i Storbritannien, med alle dertil hørende øer, iBelgien, Holland, det nordvestre og en stor del af det nordlige Tyskland, i Jylland og paa de danske øer. I det vestlige Norge, fra egnen om Kristiansand og nordover til den 62de grad savnes den ogsaa ganske eller er yderst sjelden. I hele Bergens stift hører granen til de største sjeldenbeder.
