344 HEDEMARKENS AMT. sig lerjordens. Dernæst frembyder de marker, som staar paa overgangen fra det paa finjord rige jøkelgrus til sandaur og sand de bedste voksesteder, medens elvegrus og rullestensgruset med dets ofte udvaskede løse og tørre lag danner den mindst frugtbare skogmark. Men ogsaa dette jordsmon frembringer dog i det hele taget gode tømmerskoge, og kun undtagelsesvis er der sand— og grusmoer, hvor jorden er saa løs og tør, at de bliver et daarligere voksested end selv furumyrerne. Furuen trives da og vokser forskjellig paa forskjellig bund. Bedst trives den paa sandblandet lerjord eller lerblandet sandjord og paa jøkelgrus eller aur med finjord og paa de steder, hvor— der er brændt braate paa god jord. Dernæst kommer jøke]grus eller braateland af mindre frugt- barhed, i det hele taget mark, hvor ogsaa granen kan vokse; derefter kommer sandmoer, elvegrus og rullestensfelter, de saa- kaldte furumoer. Foruden disse vækster1ige, frugtbare skogmarker, hvor furuen vokser i regelmæssig og sluttet bestand, er der mindre frugtbar undergrund, hvor man kun undtagelsesvis finder en fuldkommen bestand, nemlig furumyrer og fjeldgrund. Iblanding af ler eller endog en forekomst af forvitret under- grund af ringe mægtighed viser altid en gavnlig indflydelse paa furuen, idet den vokser raskere. I furuskogen, som al anden skog, øger muldjord i høi grad jordens vækstkraft. Her er det maaske tildels den modererende indflydelse, som muldjorden udover paa markens fysiske egen- skaber, særlig paa dens fugtighedsgrad, som gjør sig gjældende. En sandmo, som ved skogbrand har mistet sit vækstdække og sin humus, er kun et daarligt voksested selv for furuen, men naar den efter 4OW—è5O eller under mindre gunstige forhold først efter 8O—l0O aars forløb har dannet et mu1dlag paa 2, i sjeldne til- fælde paa 5 cm.s tykkelse, bliver der paa tørre sand— eller aurfelter et friskere jordsmon, hvor selv granen kan gro, og hvor furuen har god vækst. Ligesaa kan frugtbarere stenførende.aur- marker, som ved skogbrand er bleven berøvede sit vækstdække og muldlag, for kortere eller længere tid forringes, indtil humuslaget igjen har kunnet fornyes. Der er dog intet andet træ, der, som furuen, formaar at hjælpe sig frem endog uden nogen tilgang paa humus. Paa ganske nøgne flyvesandfelter og paa sandheder, som er berøvede ethvert vækstdække, kan furuen ikke alene vokse, men dens vækst er ikke sjelden,— selv under saadanne ugunstige for- hol(l, tilfredsstillende, hvis kun ikke de dybere lag, som dens rødder naar, mangler den nødvendige fugtighe(l. Paa berggrund faar furuen en kort og svag stamme, og der vokser den sjelden anderledes end enkeltvis eller i mindre
