sKoG. 345 gi-upper, ikke i sluttet og fuldkommen bestand. Men der, hvor fjeldet kun hist og her stikker frem i dagen, men for største delen er bedækket med løse jordlag,“ der er som oftest godt voksested. Paa furumyrerne er furuen den karakteristiske træsort, men den vokser dog her i yderst glissen bestand og udvikler kun en kort og svag stamme. Dens vækst afhænger helt og holdent af markens større eller mindre fugtighed. Et træ som i myren har fundet en tørrere liden forhøining eller en større tue, kan vokse op til en vakker tømmerstamme, medens et na.botræ paa vaad grund bliver staaende forkrøblet. Paa grunde og forholdsvis mindre fugtige furumyrer, ligesom paa de marker, som kun kan kaldes noget myrlændte, udvikler furuen ikke sjelden en høi, vakker tømmerstamme og danner en nogen- lunde vel udviklet bestand. Furuen har en dybtgaaende pælerod, men paa grund af mar- kens forskjellige beskaffenhed kan denne forandres paa forskjellig vis. Fra det spirende frø gaar der straks ned i jorden en fin traadlignende rod, som efter jordsmonnets beskaffenhed i første aar naar en meget forskjellig længde, fra kun 10 til 2O cm. i muldrig, frisk og frugtbar jord indtil 3O til 40 cm. i meget løs, tør og mager jord. Fra denne pælerod gaar der fine siderødder, som den første sommer er korte og lidet udviklede, men som i løbet af det andet aar vokser ud til 5 til 10 cm., men fremdeles er meget fine sugerødder. Disse sugerødder viser om vaaren lysere spidser lig enderne paa asparges, og kun ved disses forlængelse kan roden vokse; deraf kommer den vigtige egenskab ved furuen, at den ved omplant- ning ikke taaler nogen beskjæring af rødderne, og den kan over- hovedet ikke flyttes med nøgne rødder, naar den er ældre end 2 høist 3 aar. I løst jordsmon kan den for furuen eiendommelige pælerod udvikle sig. Er jorden frisk og frugtbar, bliver rodsystemet mere koncentreret, men paa tør og mager mark udsender træet mange fladt løbende rødder paa 1 cm.s tykkelse lige indtil i en afstand af 3 m. for at søge den sparsomt forekommende næring Med næverne kan man rive op disse tynde rødder, som mangesteds anvendes til tilvirkning af kurve, matter, fiskeruser o. l. Paa stiv lerjord udvikler furuen kun en kort pælerod med tykke siderødder, der bidrager til at fæste roden. Uregelmæssig og forskjellig roddannelse har furuen derimod paa stenede skogmarker, idet rødderne her gaar udenom Stenene i utallige kroker og bugter, og saaledes paa en mærkværdig maade finder vei. — . Paa jøkelgrus eller aur kan der sjelden udvikle sig nogen
