KOU’l’0KI—2INO HERREl). Y 1 Hele strækningen syd for Koutokeino og langs rigsgrændse11 skulde efter karterne være et gneisland og granitland. Fra Koutokeino kirkested og nordover helt til Alten herred skulde efter karterne landet paa østsiden være grundfjeld og landet paa Vestsiden yngre lag. Der er her paa Vestsiden forskjellige lagdelte bergarter. Over Bæskadas er der først glindsende lerskifer og saa horn- blendeskifer. I høiden er der et fladt eller bølgeformet, fuld- kommen bedækket høifjeld. Toppen ]Jodiken bestaar af flade, kvartsitagtige skifere. I nogle smaa knauser er der grønsten eller gabbro med sort hornb1ende og feldspat. Ved fjeldstue11 Suolo- vuobme er der milde skifere og kvartsit med fladt fald østover Ved nedstigningen til Tjsarajavrre er iagttaget dolomit. Ved Tsjarajavrre er sort lerskifer; forskjellige skifere, glimmerskifere, hornblendeskifere, afbrudt af felter af gabbro, synes saavidt iagt- taget at danne det faste fjeld paa Altenelvens vestside indtil Koutokeino. Der synes saaledes at være et ældre gneisland i herredets sydlige og østlige del, medens den høiere nordvestlige strækning bestaar af yngre overliggende formationer. Men oftest er alt be- dækket Der er mest lave, afrundede aaser, og i de dybere indsænk- ninger fladbundede vande. Disse bølgeformede plateauer er for en større del beklædte med renmose og lignende laver, som tyskerne ret betegnende kalder «hungermose», og selv disse er ofte af klein beskaffenhed Laverne meddeler vegetationstæppet en skidden, graa farve, som i det hele vel harmonerer med ter- rænets ensformighed i disse høitliggende, steppeagtige egne. Grønne, græsklædte aaser inden denne høifje1dsørken maa for- nemmelig søges langs bækkene og de ofte fiskerige tjern eller i bakkeheld, hvorigjennem fugtigheden siver ud fra høiereliggende terræn. Elve. I)en“al1er største del af Koutokeino herred har, som før omtalt, afløb gjennem Koutokeinoelven eller Altenelven, medens en stor del af herredets sydøstlige del gjennemstrømmes af bielve til Tana. Altenelven og dens bielve er tidligere beskrevet (bind I, pag. 262 ff.). Af Tanas bielve er det Kar-a.S;jokka, Bautajokka, Gors:jokka, Anaxîjokka, Skú“é’(?amjokka med 2Wullasjokka, som har sine kildeelve i Koutokeino, og disse bielve til Tana er tidligere beskrevne under ’I’anavasdraget (bind I, pag 284 ff.). Indsjøer. Endel større indsjøer i Koutokeino er før om- talte (bind I, pag. 324 og 325), saaledes Sfuor(;ja1)rre. T.sjoalbme-
