Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 3.djvu/68

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

VADSØ BY. 55 er: V. .—1ndersens gade, Hv129tendahls gade, Theate)—gaden fra Toldbod- gaden til Kirkegaden, videre Os(?ars gade og ]nspektør Hansens gade, endelig nordligst ‘4mtmandsgaden. I Ytre Kvænby fortsætter mod øst de før nævnte gader Hvistendahls gade, Oscars gade og Inspektør Hansens gade. Imellem Hvistendahls gade og Oscars gade gaar derhos Sletten, der fortsætter i Vardøveien. Gader, som gaar i retning mod nord fra stranden i den østre del er: Eilert Brodtkorbs gade, Goder-ne no. 2, 3 og 5, Ivarsga(le, Poikilabakken, Gade no. 8 og paa østsiden af Lahuselven Markveien og Gaderne no. II til 18, de sidste dog sparsomt bebygge(le. Paa den midtre del af øen Store Vadsø ligger en begravelses- plads for russere. Øens østre nes kaldes Kokenes, hvor et tranbrænderi ligger. Paa øen er et stenbrud, hvor der er taget sten til moloen i havnen.: Paa Store Vadsø anlagde Svend Foyn sit første hvalfanger- etablissement l867. Her anlagdes et betydeligt trankogeri og en guanofabrik. Disse beskjæftigede et betydeligt antal arbeidere. Samtlige bygninger undtagen nogle tranbrænderier er af træ. Byens j“ortid. Vadsø var oprindelig et fiskevær, og det er det endnu. I l567 boede der 8 skattemænd paa stedet. Stedet laa tidligere ikke paa fastlandet, men paa øen Store Vadsø eller Kirkeøen. Befolkningen var i l596 35 skattemænd eller familier nord- mænd, foruden embeds— og bestillingsmænd, og de boede paa øen. I l694 var de fleste flyttede over til fastlandet, til Skatøret, det nuværende Vadsø, hvorhen ogsaa kirken flyttedes og indviedes 17l l. I 1694 boede der paa Skatøret 24 nordmandsfamilier foruden 1 amtmand, l foged, l præst, l handelsforvalter, 2 «forrige» bor- gere eller kjøbmænd, I skrædder, l bundtmager og 1 skyds- skaffer, i det hele omtrent 33 norske familier. I 18O0 var her ikke mere end l2 skattemænd. Paus beretter om Vadsø, at folk her paa stedet hentede paa store baade sit brænde og mose til sine kreaturer fra Ruslands- siden, det vil sige i Sydvaranger og Peisen. Mosen kunde de gjerne undvære, mener han, om de vilde dyrke jorden, som er jevn og bekvem til græsavl. Men fra gammel tid var de vant til at hente sin fæmad fra Ruslandssiden, hugge torven af jorden til sine huse og føre sin gjødning i sjøen, hvorhos de nu holder det for en stor byrde, at de ved kongeligt reskript er befalet at føre sin møg op paa marken. Under den octroierede handel var Vadsø den betydeligste handelsplads i hele Finmarken, og derunder hørte alle Varanger-