56 FlNMARKENS Au-r. fjordens beboere, samt de norsk-russiske fællesfinner i Neiden, Pasvik og Peisen distrikter. . Fiskeværet, skriver Rathke omkring 1801, har et besynderligt fremmed udseende; ved den her brugelige bygningsmaade at lægge et fodbredt lag græstorv lig en mur om væggene af deres tømmerhuse (man kaldte dette en torvile, da den naaede til taget og lod kun aabning for dør og vinduer) ser husene ud som jord- hytter. Dette medfører megen skade, da fugtighed i en saadan torvvæg ødelægger tømmeret, men sparer meget brændsel, da varmen vedligeholdes lettere og længere i disse end almindelige træhuse. 40 familier, altsaa omtrent et par hundrede mennesker, bor sammen i Vadsø, skriver Keilhau, bønderne i hytter omsatte med torv og grønsvær, kjøbmanden i ganske anselige vaaninger af sædvanlig bygningsmaade. østlig paa en jevn skraaning ligger kirken, en lav korsbygning. Vestlig ser man præstegaarden, ud- vortes ogsaa ret anselig, dog nu ikke beboelig. Umiddelbart ved fjorden, i nærheden af kjøbmandens brygge og pakhuse, indtager fiskehjelderne en ganske vidtløftig strækning. Disse stilladser til- hører, som det væsentligste attribut, enhver beboet plads paa Finmarkens strand, og fra dem er igjen ligesaa uadskillelige en mængde ravne og kraaker, men især sværme af store, skrigende maager. Keilhau omtaler, at den masse af sne, som undertiden sam- mendynger sig i Vadsø, er utrolig. I den sidst forløbne vinter 1827, var flere af hytterne ganske begravede i sneen. Beboerne arbeidede sig med møie ud igjennem taget; i et af de store huse maatte man stige ud igjennem vinduerne i andet stokværk.“ I præstegaarden var man i længere tid afskaaret fra al forbindelse med naboerne. Brænde og mose til vinterfoder for kjø1—ene hen- tedes paa Raftesiden (Russesiden), thi det hø, som avledes hjemme, var ubetydeligt, og skog gaves der aldeles ikke; noget slet torv skar man paa Kirkeøen ved Vadsø. Vadsø er som kjøbstad noget yngre end Vardø og Ham- merfest. -Ved loven af 22de juli l833 blev Vadsø kjøbstad og fik de samme rettigheder og begunstigelser som Finmarkens øvrige kjøbstæder. Indbyggerne var efter folketællingen 1825 24O personer, for- delt i 48 familier. I 1834 fik byen toldopsyn. I midten af det 19de aarhundrede var byen gaaet tilbage russehandelen standsede ved det hvide havs blokade under Krim- krigen, og der var flere aar daarlige fiskerier. Senere tog han- delen opsving, eksport og import steg. I 1852 var tolindtra- I
