Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/766

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

FoRH. FøR OG–EFTER GRÆNDSESP.§–2RR1NGEN mon BUS1.AN1). 757 aldrig havde drevet dette fiskeri anderledes end paa den i for- slaget givne maade, og at der nu var spørgsmaal om år ind- rømme ikke alene flnnerne, men ogsaa de faste indvaanere i de 3 nævnte sogne eng udstrakt ret. Den 3Ote Oktober l851 erklærede russerne underhandlingerne for sluttede og meddelte, at den russiske regjering fra 15de sep- tember 1852 vilde spærre grændsen mod Norge for flytfinnerne og deres ren. Den 20de december 185l kom en note gjennem den russiske gesandt i Sto(–kholm, hvori der klagedes over, at Norge lige siden l828 havde forholdt de finlandske finner ret til at deltage i de norske fiskerier. Der tilføiedes, at grændsen uigjenkaldelig vilde blive spærret den 15de september 18–52. Men Rusland vilde give en prøve paa sit forsonlige sindelag og var villig til at frafalde sin fordring paa, at russiske undersaatter skulde faa bo vinteren over ved Va- rangerfjorden for at vogte de efterladte baade, fiskeredskaber o. s. v. Den russiske regjering vilde være rede til at gjenoptage for- hand1ingerne til den 15de juli 1852, –hvis Norge midlertidig eller foreløbig vilde indrømme den forlangte udvidelse af flskeretten. Noten sluttede med at betone, at Norge burde stræbe efter at optræde saaledes, at Rusland ikke skulde komme til at angre sine i 1826 (ved delingen af fællesdistriktet) gjorte indrømmelser. I et foredrag af 31te januar 1852 udtalte indredepartemen- tet, at grundlaget for underhandlingerne vilde være usikkert, især da Rusland havde sat en bestemt tidsfrist for underhandlingernes aabning-. Den af Rusland foreslaaede udvidelse af fiskeretten vilde maaske for øieblikket ikke være saa særdeles betænkelig, men saa meget større var de politiske betænkeligheder for fremtiden. Som nyt grundlag for underhandlingerne foreslog departementet: Indskrænkning af de‘norske flytfinners beitesret i den fin- landske Lappmark. g En konvention om fiskeriet i det af Norge tilladte omfang. Vedtagelse af Ruslands begjæring om fiskeriet i Tana samt om rettergangsordenen. – Skulde der aabnes underhandlinger paa dette grundlag, maatte Rusland paa sin side frafalde sin tilkjendegivelse om spærring af grændsen i 1852. “ Den 5te marts 1852 sendte den svenske udenrigsminister den russiske gesandt i Stockholm en note i det hele af indhold som af indredepartementet foreslaaet. Den 16de juli 1852 svaredes fra russisk side, at man havde anstillet langvarige og omhyggelige undersøgelser, hvilke havde ledet til endmere at godtgjøre det mislige i nord1nændenes frem-