FORH. FØR OG I–2FTER GRäENDSESPA–2RRINGEN )IOD RUSl.AND. 7ð3 Over disse forhandlinger, som begyndte i l831, er der med- delt en oversigt (af S. F. BætZma)m i hans artikelrække «Det russiske Diplomati og Norge»), og den der givne fremstilling er fulgt i det væsentlige. “ Forhandlingerne blev fortsatte med afbrydelser uden resultat i en længere aarrække. Deres gjenstand var væsentlig Ruslands fordring om udvidede fiskerettigheder i Varangerfjor(len for sine finlandske undersaatter samt dets forlangende om indskrænkning i det beite, som norske finner i medhold af traktaten af 7f13de Oktober l751 øvede med sine rensdyr paa Finlands territorium. Egentlig synes det at have været finlænderne, som vilde have rettig-heder ved havet, men da disse var russiske under- saatter, saa kaldes det russernes fordringer. Det maa erindres, at Finmarken grændser indtil grændserøs no. 349 til Finland, og grændsen her mellem Finmarken og Fin- land reguleredes ved grændsetraktaten af 175l, paa den tid, da Finland hørte til Sverige. Efter denne traktat taaltes det, at finner fra Finland søgte renbeite i Norge om sommeren og norske finner i Finland om vinteren. Lignende bestemmelse var der ikke for grændsen mellem Norge og Rusland, men finnerne søgte over grændsen uden hindring. I 7de artikel i grændsetraktaten af 1826 var bestemt, at de norske og russiske familier, som ved grændseopgjøret var komne under denne eller hin stat, endnu i 6 aar skulde have ret til paa den anden magts landomraade at drive jagt og fiskeri som hidtil. Efter de 6 aars forløb skulde den sag nærmere ordnes. Ved protokol, afsluttet i St. Petersburg den 18de august 1834, blev retten indskrænket til de finner fra Pasvik, der var ind- fødte russiske undersaatter, skoltefinnerne. «Disse,» heder det i protokollen, «der fra umindelige tider har havt rettighed til at drive laksefiskeri i de elve, som nu tilhører Norge, og i denne hensigt har særegne bopæle ved bemeldte elve, skal i fremtiden for en ubestemt tid beholde denne rettighed. De skal kunne nyde godt af denne rettighed paa samme maade og til samme tider af aaret som tilforn. Endelig skal de kunne udøve denne ret paa de samme steder som hidindtil, nemlig ved udløbet af Pasvik og Jarfjorden.» For fuldstændigheds skyld bør nævnes loven om flskerierne i Finmarken af 13de september 183O, skjønt den ikke har nogen international traktatmæssig karakter. Denne bestemmer, at rus- serne ved det fiskeri, som de i lighed med alle andre fremmede kan drive i l mils afstand fra land (udenfor territorialgrændsen), kan have tilhold i land paa 6 opregnede fiskepladse, hvor de dog ikke skal kunne opføre huse og hytter paa kysten. Ved disse 6 fiskepladse skal de ogsaa indenfor milgrændsen have ret til at 48 –- Finmarkens amt II.
