V(l(il FINMARKHNS AMT. og tilbage i Nordishavet. Om de to skibsbesætninger ved man kun. at deres lig blev fundne ved en følgende ekspedition sam- men med en dagbog og et testament af sir Hugh Willougby fra januar 1554. Vistnok mindst 1O0 mand er død hungers- døden; det sted. hvor levningerne fandtes, var VarZina paa den murmanske kyst omtrent ved 68Ó 2O‘ n. br. Det 3dje skib, «Edvard Bonaventura» under Chancellor, fulgte Finmarkens kyster nordøstover, om end under store farer, og kom forbi Magerøens nordside. Chancellor gav paa denne reise Nordkap navnet Nordkap, skjønt det lavere forbje1–g her, Kniv- skjærodden, ligger noget nordligere. Herfra seilede han til Vardø- hus, ventede 7 dage paa de andre skibe, men da de ikke kom, seilede han videre. Han er sandsynligvis kommet op paa 77“ til 78“’, men storme drev ham sydover, og han kom til mundingen af floden Dvina. Der aabnedes nu en venlig forstaaelse mellem englænderne og befolkningen. Voivoden i den nærliggende kirkeby St. Nicolai kom ombord, de gav hinanden gidsler, og englænderne fik levnetsmidler. Chancellor reiste til Moskva og blev modtaget med barbarisk pragt. Han opnaaede af den russiske tsar et brev, som aabnede havnen ved Dvina for den engelske handel og op- fordrede den engelske konge til at sende andre skibe med sit lands vare-r til Rusland. Den næste sommer seilede 0hancellor hjemover. Resultaterne af denne opdagelsesreise var en skuffelse, da man ikke var naaet til Kina, og desuden var to skibe tabte med hele mandskabet. Men Chancellor var kommet hjem med fuld ladning af russiske varer og havde aabnet en ny sjøvei for engelsk handel paa Rusland, som tegnede til at blive meget for- delagtig. Denne opdagelse, thi saa kaldte Samtiden det, fremkaldte en kappestrid mellem e11glændere og nederlændere baade om handels- fordele og om opdagelsen af nordostpassagen, hvori ogsaa den dansk-norske konge tog sin de1, fordi man i Novaja Semlja og siden i SpitZbergen troede at have fundet igjen det gamle Grøn- land. Opdagelsen af sjøveien langs Nordkap til det hvide hav var ikke nogen virkelig opdagelse, men englænderne lærte at ud- nytte en sjøvei, som nordmænd og kareler havde kjendt i flere hundrede aar. “I den anden halvdel af det sekstende aarhundrede og senere tiltog handelen med hollandske og fornemmelig med engelske skibe, der seilede til Arkangel og Kola. For at hævde Norges høihed over Ishavet, havde allerede Frederik II bestemt, at enhver, som agtede at benytte denne vei, skulde løse sjøpas, medmindre de vilde udsætte sig for at blive opbragt, og hermed fortsattes under hans søn og efterfølger. Allerede tidlig havde englænderne, som før berørt, søgt at
