LAANORDENE. 669 sommeren. Og 0ttar, der boede i Tromsø amt, maaske ved Len- viken, siger selv, at han boede nordligst af alle nordmænd. Unegtelig er det en besynder1ighed, at finnerne skal være ældst paa kysterne, men finnernes stedsnavne er laant af nord- mænd. - Her bør det maaske erindres, at fjeldfinnerne kommer til kysten med sine ren om sommeren, medens deres hjem er mose- markerne i indlandet. Hvis de fje1dfinner, som kom ud til øerne, skiftede eller forandrede felter, hvor de beitede, saa at ikke de samme familier far efter søn søgte de samme steder, saa er det tænkeligt, at* de fastboende nordmænds navne efterhaanden optoges af de nye eller fremmede nomader, som kom til stedet. Men dette vil neppe være tilstrækkeligt til at forklare, at navnene ved kysten hele veien er norske og optaget af finnerne. Sproglige grunde taler for, at der har været nordmænd paa disse øer, før finnerne kom der. Da der nu var “finner paa Ottars tid, og da det af sproglige grunde antages, at nordmænd har været i Finmarken før 0ttars tid, saa er der vistnok den udvei at antage, at der har været en ældre norsk bebygning, som Otta.r ikke har kjendt. Under enhver omstændighed taler laanordene for en norsk befolkning i Finmarken ældre end fin- nerne; men Spørgsmaalet er ingenlunde klart. 0tta1’S fæ1’d. De dele af Finmǫrk, som høvdingerne paa Haalogaland beskattede, har vel fortrinsvis været de strækninger, som laa nærmest Haalogaland, skjønt de vel ogsaa har beskattet det egentlige Finmarken. ()ttar, som i slutningen af det 9de aarhundrede gav en beretning om Finmarken til den engelske konge Alj’re(l den sfo-re, er den første, som vides at have reist helt til det hvide hav, og hans meddelelser om Finmarken og hans reise er mærk- værdige og det første kildeskrift til det egentlige Finmarkens historie. Ottar levede “samtidig med Harald Haarfagre, og det er ikke usandsynligt, at han har udvandret til England, straks efterat Harald havde underkastet sig Norge.– Han kalder den engelske konge Alfred, der døde 9Ol, sin herre, «hláford», og det er vel egentlig tilstandene, før Harald underkastede sig Haalogaland, som han skildrer. Ottars beretning findes i et angelsaksisk skrift fra det 9de aarhundrede, hvis forfatter eller oversætter er kong Alfred den store. Kong Alfred havde i aarene omkring 88O faaet fred for de danske vikinger, som han havde maattet indrømme hele den
