6?ll I“’INMARKENS AMT. nordøstlige halvdel af England. Han søgte at ophjælpe landet, idet han reiste borge, byggede skibe og holdt sit folk i krigs- øvelse; men han forsøgte at grundlægge en national litteratur og at bevare levningerne af den ældre latinske litteratur eller at oversætte dem paa angelsaksisk; de fleste geistlige var for udan- nede til dette arbeide, og kongen maatte oftest gjøre arbeidet selv, skjønt hani beskedne udtryk erkjender sin uvidenhed. Han oversatte en latinsk historie af ()rosius, forfatter af en kirke- historie fra den senere romertid (ca. 42O). Orosius’s historie be- gynder med en geografisk indledning. Kong Alfred har fundet denne Orosius’s geografi ufuldstæn- dig, navnlig for det nordlige Europa, og han har da i oversæt- telsen indskudt en oversigt over folkeslagene i Germania samt indtaget to korte reisebeskrivelser, den ene i det nordlige ocean, den anden i Østersjøe11, og derved blev de nordiske lande skil- dret, før deres egen literatur begynder-. W ()ttars beretning hidsættes her: «0ttar berettede sin herre kong Alfred, at han boede nord- ligst af alle nordmænd Han sagde,–at han boede paa nord- kanten af landet ved vesterhavet; men landet strakte sig meget langt nordefter derfra, og var ganske øde, med undtagelse af, at finnerne hist og her stykkemellem holdt til, for at jage om vin- teren og fiske i havet om sommeren. Han sagde, at han engang selv vilde undersøge, hvor langt landet strakte sig mod nord, eller om noget menneske boede nordenfor den øde strækning. Han fór derfor nordefter langs landet, saa at han i tre dage stedse havde den øde strækning til styrbord og havet til bag- bord; da var han kommen saa langt mod nord, at hvaljægerne ei pleiede at fare længere. Men han fortsatte sin vei fremdeles nordefter saa langt, som han kunde seile i andre tre dage; da bøiede landet mod øst, eller ogsaa løb der en stor havbugt ind, hvilken af delene vidste han ikke, kun vidste han, at han der maatte oppebie vestlig eller lidt nordlig vind, og at han seilede derfra østefter langs landet, saa langt som han kunde komme i fire dage. Da maatte han oppebie fuldkommen nordenvind, thi landet bøiede nu sydefter eller ogsaa løb der en stor havbugt ind –- hvilken af delene vidste han ei. Derefter seilede han lige mod syd langs land, saa langt som han kunde i fem dage. Da laa der en stor aa op i landet, og de drog op i aaen, thi de turde ikke seile videre forbi aaen af frygt for ufred, da landet var bebygget paa den anden side af aaeu. Han havde ikke før truffet bebygget land, siden han fór fra Sit eget land, men hele tiden havde han til styrbord havt det øde land, med undtagelse af, at der var enkelte fiskere,
