O–ili4 FINMARKENS AMT. Dovre, er det naturligt, at hun, som her udgives for kong Haralds fostermoder, ligeledes fremstilles som en jotunkvinde. Men ved siden deraf har forfatteren ogsaa her fulgt literære forbilleder. Af fornaldarsagaerne er der nemlig en hel liden kreds. som er bygget over det motiv, at en jotunkvinde som fostermoder tager sig af og hjælper helten i hans Vanskeligheden og som episodisk træk forekommer motivet i endnu flere af denne art sagaer. Skildringen af Heid siddende ved ilden, da Hauk og Vigard kommer, er en typisk jotunskildring. Baade sagaer og folkeviser fremstiller riser og trold, der efter folketroen ikke taaler dagens lys, som siddende ved et flammende baal; baalet hører som en naturlig staffage med til jotunlivet. Ogsaa den uedhængende læbe hører med til det typiske bil- lede af en jotunkvinde; derfor er ogsaa Henginkepta et fast gyger- navn i den gamle literatur, paa samme maade som Silippa i nutidens norske folketradition. “ Trækket med Heids glæde over smørtønderne og flesket har ligeledes literært ophav. Det stammer fra fornaldarsagaen om Egill og .–las-mrmd fra omkring 1300, og er der knyttet til en gyger .4ri1mevja, der ogsaa optræder som heltens fostermoder. Efterat hun ved sin hjælp har bragt alt til en heldig udgang, heder det, at dronningen ’«gav hende et smørtraug saa digert, som hun bare kunde løfte, og Arinnevja sagde, at det var en dyrebarhed, som var svare vanskelig at faa tag i i Jotunheimen. Aasmund gav hende to galtesider, og de var saa tunge, at de veiede et skippund. Dette var kostelige ting, syntes kjær- ringen, og bedre, end om de havde givet hende en børd med guld.» Paa samme vis er episoden om, hvorledes Heid trivler rundt om kroppen paa Hauk og Vigard, laant fra fornaldarsagaen om Sturlaugr em: staxy8ami, fra før aar l300. Sturlaug sendes af sin brud Aasa til hendes troldkyndige fostermoder Vé.freyja for at faa hendes hjælp til en forestaaende kamp. De rider til Véfrey- jas gaard, og Sturlaug løber ind og lægger hænderne om halsen paa hende og kysser hende. Hun spørger sint, hvad det er for en tævesøn, som behandler hende saa foragtelig. “xBliv ikke vond,» svarer Sturlaug; «Aasa har sendt mig hid til dig.» «Hvad har du med Aasa at gjøre?» spørger kjærringen. «Hun er min kone,» siger han. (nEr bryllupet endt?» spørger Véfreyja. «Ja,» svarede han. «Og jeg var ikke buden!» udbrød hun; «lige fuldt faar jeg gjøre, som Aasa heder mig: tag af dig klæderne, jeg vil se, hvordan din krop er laget.» Han gjorde saa; hun strøg om- kring hele kroppen paa ham, og han syntes, at hans styrke voksede meget; bagefter fik han drikke af et kar. Dagen efter fik han et sværd og en lodden kappe af hende, som han skulde
