ö62 FINMARKENS AMT. det endnu, vilde han ikke reise; «men jeg tror, at det nu maa være død,» lagde han til. Kongen sagde, at det tænkte han ogsaa. Og da Lytir syntes, at kongen havde krav paa hans vel- vilje, lovede han at reise. Der blev da rustet ud to skibe for Bjørn og Salgard; og da de lagde ud fra havnen, fór der foran dem en drage med sort tje1ding; de saa ingen mand ombord, men lige godt seilede den. Imidlertid kom Hauk og Vigard nord til Gandvik og gik til Heids gaard; de kom 6 mand fra hvert skib. Heid sad ved et baal og gjæspede grundig; hun vari skindkjole, og ærmer11e naaede bare til albuen. Hauk bragte hende Haralds hilsen; hun sagde, at det glædede hende at faa den, og vilde følge med dem til skibene. Men da bad hun dem vende om og sagde, at det vilde gaa dem ilde paa færden. Hauk naaede hende ikke længer end op under armen, og han var en meget høi mand. Først gav han hende ringen; hun likte den godt og drog den paa armen. «og11cx er to fleskesider, som kon- gen sender dig,» sagde Hauk. «Dette var en god sending,» svarede hun. Saa rakte han hende smørtønderne; da sagde hun: «Kong Harald er ulig andre mænd; dette er store kostbarheder, og aldrig har jeg faaet slige gaver før.» Saa tog hun en tønde med smør under hver arm og kastede fleskesiderne paa ryggen; men den sidste gave-, mente hun, var bedre end de to første; «min fostersøn vidste vel, hvad jeg likte bedst. Faa nu mit raad og bliv med mig.» Hjemme gjorde hun op en ild og satte sig paa den anden side. De syntes, hun havde en temmelig styg mund; den ene læbe naaede ned paa brystet, og den anden bredte sig op paa næsen. Hun lod Hauk tage k1æderne af sig, trivlede rundt paa ham og sagde: «Du er stærk og hører til dem, som har lykken med sig.» Saa bad hun ham kysse sig. og han gjorde det. Derpaa bad hun Vigard tage af sig; han kviede sig længe, men da Hauk bad ham, orde han det. Hun sagde: «Du er en stor mand og god at have til hjælp, og svare stærk.» «Kys mig nu,» bad hun; men han sagde, at tro1dene kunde kysse hende. «Det kan nok være, at du er vakrere,1 sagde hun; men hun mente, at han vilde faa mere men af dette end hun. Hun gav Hauk to runde st-ene; «hvis Bjørn og Sal- gard lægger imod eders skibe, saa kast stenene overbord fra dit skib.» De seilede nu nordover til Bjarmeland, og en kveld saa de et skib ro frem bag en ø; de tænkte da at faa fat i folkene og spørge uyt. Men Hauk saa snart, at det var Bjørn og Sal- gard, og da blev det lidet med hilsener. De lagde skibene til hinanden og begyndte at slaas. Da mærkede de, at der laa en drage under øen og fra den fløi der pile, og for hver pil faldt en mand. Hauk huskede ikke paa kjærringens stene. Der blev mandefald paa begge skibe. Baade Hauk og Vigard gik over
