FINNERNE I GAMI‘l-I HISTORlSKl-I SAGN. 66I haardt i sengestolpen; men da var alt stille omkring ham. Saa tændte han lys og gik bort til sengen, drog sværdet og stødte det i bringen paa den sovende. Her stemmer de tre vækkeforsøg og drabet af den sovende overens med Gunhild-sagnets fortælling, og det er vistnok dette sagn, som er laantageren. I saa tilfælde maa beretningen have tilhørt Vatsdæla saga i dens oprindelige skikkelse fra omkring aar 1200. Den form, hvori sagaen nu foreligger, stammer nemlig fra tiden l25O til l260 – altsaa (–fler Snorres tid. Heid, Harald Haarjk1gres fostermoder. I den lille saga om Hauk Haabrok fortæller Flatøbogen (omkring 1380), at Harald Haarfagre ogsaa har havt en trylle- kyndig fostermoder, som boede i Gandvik; hun hed Heid. Det lyder forkortet saaledes: «En sommer vilde kong Harald sende Hauk til Bjarmeland for at hente graavare eller skind, og hans ven Vigard vilde være med. Kongen lod da udruste et skib for hver af dem, og da de skulde reise, ytrede kongen, at nu sendte han fra sig de to, som han nødigere vilde miste end mange andre; det var rimeligt, at sveakongen Erik vilde faa rede paa deres færd, og han vilde nok mindes den gang Hauk tog en koste- lig kappe fra hans mænd, Bjørn blaaside og Salgard serk, i Holm- gard. «Jeg kjender kong Eriks ivrige bloting,» sagde han; «men jeg vil sende eder til min fostermoder Heid, som bor nord ved Gandvik; seg hendes raad. Jeg sender hende en guldring, som veier l2 øre, og dertil to gamle sider af en vildgalt og to tønder smør.» De reiste da afsted med udsøgte folk og vaaben. Kong Erik saa deres færd og sagde til Bjørn og Salgard, at han vilde, de skulde reise nord til Surtsdal og Bjarmeland. Kong Erik stelte til en veitsle i Upsala og kjørte derpaa med to vogne til det sted, hvor han pleiede at blote til en gud, som hed Lytir. Det var skik, at vognen skulde blive staaende der om natten, saa kom guden om morgenen. Men denne gang kom Lytir ikke, og man sagde kongen, at Lytir ikke havde lyst til at komme. Heller ikke dagen efter kom l1an. Da blotede kongen endnu mer-e, og den 3dje morgen saa de, at Lytir var kommen. Da var vognen saa tung, at hestene sprængte sig, før de kom til kongshallen med ham. Vognen blev sat midt paa gulvet, og kongen gik frem med et horn, hilste ham og drak ham til og bad ham om hjælp til færden. Lytir svare(le, at han var lidet 1ysten paa at drage ud paa denne færd. Han havde en gang før været der nord, og der traf han et trold saa fælt, at han ikke havde seet magen før; det var gammelt den gangen, og levede
