FlNNERNE I GAMI‘I–J HISTOlIISKI–I SAGN. 659 maa(len, de bliver dræbt paa, skyldes indvirkning fra en gammel norrøn overtroisk skik. Seidmænd og troldmænd kunde hos vore fædre gribes og aflives uden lov og dom. Af frygt for deres tryllemagt og onde øie pleiede man som oftest at drage en dyrebelg eller skindhit over hovedet paa dem (draga helg yfir hǫfud einum) og surre fast nedenfor hænderne, før de blev stenet ihjel og dysset i en røs. Man troede nemlig, at troldmænd og troldkoner, naar de kom i livsfare, havde ødelæggende magt i sine øine, ikke blot overfor folk og fæ, men ogsaa overfor naturen. I den gamle literatur findes adskillige fortællinger, som bunder i denne tro. Eyrbyggjasaga, som i sin nuværende form stammer fra l230 til 1260, fortæller om den troldkyndige Katla, at hun tre gange paa rad kverver synet paa mænd, som søger efter hendes søn for at straffe ham. Tilslut faar mændene hjælp af en anden klog kone Geirrid. Hun beder dem prøve engang til, «saa skal jeg blive me(l; det nytter ikke at seile med en løvbuske der, hvor Katla er». Da Katla ser dem, siger hun: «Kommer det troldet Geirrid, da hjælper ingen synkverving.» Geirrid kastede af sig kaaben, gik bent paa Katla og drog en sælbelg, som hun havde gjemt under kaaben, over hovedet paa hende; siden bandt hendes ledsagere belgen godt fast nedenfor Katlas hænder, og saa stenede de hende ihjel. I Laksdølasaga fra begyndelsen af det l3de aarhundrede fortælles om en tryllekyndig familie, Kotkjellsfolket, som gjorde meget ondt med sin viden. Folket samlede sig og prøvede at tage dem; en af dem, Hallújørn, blev fangen, en belg draget over hovedet paa ham, og et par blev sat til at passe paa ham, medens de andre satte efter faderen og moderen. Begge to blev ogsaa taget paa fjeldet og stenet ihjel, og der blev kastet en stenrøs over dem, men den anden søn kom sig bort. Saa vendte forfølgerne tilbage til Hallbjørn og roede ud fra land med ham for at drukne ham. Men de tog belgen af hovedet paa ham for at binde en sten om halsen. jDa skjelte Hallbjørn stygt mod land, og øielaget hans var ikke godt. «Det spaar jeg,» sagde han, at Thorleik ikke skal faa mange glade dage herefterdags, og det skal gaa tungt for alle dem, som sætter sig i rummet hans.» Og den spaadom har ogsaa slaaet godt til. En stund efter fik de greie paa, hvor den anden broder, Stigande, holdt sig, og da var de enige om, at han ikke skulde faa gjøre som brode- ren, og se mangt, som kunde blive dem til mén. Derfor tog de en belg og drog over hovedet paa ham, medens han sov. Sti- gande vaagnede af dette; men han kunde ikke gjøre modstand, saa mange som der var mod ham. Der var et hul i belgen, saa
