FlNNERNE I 6AMLE HISTORlSKE SAGN. ö57 belger og drog over hovederne paa dem, og bandt stærkt til nedenfor hænderne Saa gav hun et vink til kongsmændene, og de løb frem og huggede til finnerne; de fik gjort ende paa dem og drog dem ud af gammen. Natten efter kom der saa stærke tordenskrald, at de ikke kunde komme nogetsteds hen, men mor- genen efter drog de til skibet og tog Gnnhild med sig og førte hende til Erik. Erik reiste da syd til Haalogaland med hende; han lod hente Ossur Tote og sagde, at han vilde have datteren. 0ssur samtykkede, og Erik fik da Gnnhild og tog hende med sig sydover.» Denne fortælling om Gnnhild har sin oprindelse fra det samme eventyr som det, hvorfra Snefrid-sagnets sidste del stam- mer. Men motiverne er i sagnet om Gnnhild behandlet med maaske endda større frihed, og fortællingen er adskillig afændret. Foranledningen til, at eventyrmotiverne er blevet overført paa Gunhild, er vistnok først, at Gnnhild stammede fra Nordland og efter alle sagaberetninger stod i ry for tryllekyndighed. Der- næst er der i hendes grusomme forhold overfor Olav Trygvessøns moder Astrid træk, som minder om den onde stedmoder i Snofri- eventyret; ganske som Snofri flygtede Astrid for Gunhilds efter- stræbelser og vandrede alene gjennem de store skoge over mod Sverige, eftersat af Gunhilds udsendinger. I Gunhild, saaledes som hun fremtræder i dette sagn, er der nemlig indgaaet elementer af to af eventyrets figurer, baade den lidende hovedperson, Snofri, og den forfølgende hovedperson, sted- moderen, selv om de fleste og stærkeste momenter tilhører Snofris skikkelse. Denne sammenblanding af den unge eventyrheltinde i ødemarken med den onde stedmoders figur har utvilsomt sin grund i en dobbelt omstændighed: Dronning Gunhilds velkjendte dygtighed i trolddom forudsatte, at hun var oplært i knnsten af de tryllekyndige finner, helst i Finmarken selv, under et længere ophold; men da maatte der paa denne unge Gunhild, finnernes lærling i trolddomskunst, ganske af sig selv blive overført drag af stedmoder-heksen i eventyret, hvis karakter saa fuldstændig stemte med den, som sagatraditionen enstemmig tillægger den onde og tryllestærke dronning Gunh’ild. Gunhilds indsmigrende, falske venlighed her i vort sagn mod de to finner, hvem hun staar efter livet, og den brug, hun i dette øiemed gjør af troldkunster, er ganske eventyr-stedmoderens falske elskværdighed overfor manddatteren, medens hun med sin trolddom søger at faa hende aflivet. De motiver, som sagnet har optaget af Snofri-eventyrets helt- in(le, er dog flere: Naar sagnet lader Gnnhild i ødemarken komme til to finner, 42 – Finmarkens amt II.
